300.000 danskere får skattefri check
Begynder at udbetale fra i dag
Tirsdag morgen vil ca. 300.000 danskere kunne se en indbetaling på 2.000 kroner når de åbner deres netbank.
I forbindelse med Folketingets aftale om kompensation for stigende priser, udbetales der, fra i dag, et skattefrit engangsbeløb.
Det skriver ATP i en pressemeddelelse.
-Vi har i ATP fået ansvaret for at sikre udbetalingen af et engangsbeløb på 2.000 skattefrie kroner. Pengene udbetales til danskere, der modtog enten førtidspension, seniorpension, tidlig pension, efterløn eller fleksydelse for marts 2022,' siger koncerndirektør i ATP, Anne Kristine Axelsson.
ATP oplyser, at engangsbeløbet ikke har betydning for, hvor meget man kan få i andre ydelser fra det offentlige.
Det gælder også, hvis man er gift eller samlevende med en, der får udbetalt engangsbeløbet.