290.000 danskere får penge i dag
290.000 pensionister får 5000 kroner i inflationshjælp. Ældre Sagen havde dog foretrukket en glidende ordning
Mandag begynder udbetalingen af ekstra inflationshjælp til 290.000 modtagere af ældrecheck.
De får hver 5000 kroner skattefrit ind på kontoen.
Det glæder interesseorganisationen Ældre Sagen, at en del af landets pensionister får en ekstra økonomisk håndsrækning.
Men Michael Teit Nielsen, vicedirektør i Ældre Sagen, ærgrer sig over, at det er ældrechecken, der er blevet afgørende for, om man kan få den ekstra inflationshjælp.
- Det bliver et meget sort/hvidt billede. Enten får man ingenting. Ellers får man 5000 kroner, siger han.
Michael Teit Nielsen havde hellere set, at ordningen havde været mere glidende justeret ud fra den enkeltes økonomi.
Samlet 10.000 kroner
Modtagere af ældrecheck har tidligere fået 5000 kroner i kompensation for de stigende priser.
Det samlede beløb er dermed 10.000 kroner for 2022 og i år.
Ifølge Ældre Sagen svarer beløbet nogenlunde til den kompensation for prisstigninger, som personer på arbejdsmarkedet har fået i form af lønstigninger.¨
Inflationshjælp
Den økonomiske håndsrækning er en del af en aftale om inflationshjælp, som et bredt flertal i Folketinget indgik i februar.
Man er berettiget til at modtage ældrecheck, hvis man modtager folkepension, har en tillægsprocent over nul og har en likvid formue på mindre end 95.800 kroner per 1. januar.
Tillægsprocenten viser, hvor meget man kan modtage i tilskud ved siden af sin pension. Den bestemmes ud fra indkomster ud over folke- eller førtidspension.
Har givet problemer
Tidligere har udbetaling af blandt andet varmechecken givet problemer.
Energistyrelsen har vurderet, at op mod 10.600 husstande fejlagtigt fik den udbetalt. Det skyldes, at flere borgere står registreret med et gasfyr, selv om de ikke længere bruger det til at opvarme deres bolig.
Ældre Sagen forventer dog ikke noget bøvl med udbetalingen af den ekstra inflationshjælp.
Det skyldes ifølge Michael Teit Nielsen, at det er meget simpelt at afgøre, om en person modtager en ældrecheck eller ej.
En anelse mere kompliceret
Spørgsmål: Men det havde vel gjort det mere kompliceret rent administrativt, hvis man skulle lave en glidende løsning, som I foretrækker?
- En anelse mere kompliceret. Men Udbetaling Danmark har en kæmpe regnemaskine, der i forvejen udregner glidende overgange for pensionstillægget, siger Michael Teit Nielsen.
- Så jeg kan ikke se, at det skulle være en uoverstigelig administrativ opgave.
Næsten alle stemte for
Lovforslaget om udbetaling af de 5000 kroner til modtagere af ældrecheck blev vedtaget den 27. april.
Alle partier i Folketinget undtagen Liberal Alliance og De Konservative stemte for lovforslaget.
Det samlede beløb for aftalen om inflationshjælp er på omkring 2,4 milliarder kroner. Af disse går omkring 1,1 milliard kroner til modtagere af ældrecheck.