16.000 danskere har søgt
Ansøgningerne er strømmet til, efter at der blev åbnet for retten til tidligere pension, skriver ministerium
Siden 1. august, hvor det blev muligt, har "godt" 16.000 søgt om tidlig pension, kendt som Arne-pensionen.
Det skriver Beskæftigelsesministeriet.
Retten til tidlig pension var et af Socialdemokratiets store valgløfter og blev vedtaget i Folketinget i december 2020.
- Antallet af ansøgninger fra ordningens opstart pr. 1. august bekræfter mig i, at der har været behov for vores aftale om tidlig pension.
- Jeg er stolt af, at vi fandt en løsning for dem, der har haft meget lange arbejdsliv, så de kan gå fra, før de er slidt helt ned og fortsat har livskvalitet i pensionsalderen, skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i meddelelsen.
Retten til tidlig pension gælder for personer, der har været op til 44 år på arbejdsmarkedet.
De kan søge om at kunne gå på pension tre år før folkepensionsalderen.