12.000 danskere går på gaden
Flere tusind danskere har meldt sig, da de ønsker at hjælpe i kampen mod kræften
Hvis det ringer på døren midt i formiddagskaffen eller søndagsfrokosten i dag, har du måske fået besøg af en af de tusindvis af danskere, der er ude for at samle ind til kræftsagen fra klokken 10.
Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.
Står sammen
En af dem, der glæder sig til at komme ud og samle ind til året Landsindsamling, er Helen Bernt Andersen, der er formand i Kræftens Bekæmpelse.
- I dag står befolkningen sammen og viser støtte og opbakning til alle kræftpatienter og pårørende. Det er rørende, at flere tusind frivillige igen i år tager tre timer ud af kalenderen for at bidrage til et bedre liv efter kræft og bane vejen for, at flere overlever sygdommen. Det er vi meget taknemmelige over, siger hun.
Krydser fingre
- Det er altid noget helt særligt at være ude og samle ind og mærke befolkningens opbakning til kræftsagen. Jeg krydser fingre for, at rigtig mange danskere er hjemme i dag og tager godt imod os som altid, når jeg og de mange frivillige går på gaden for at samle ind, siger hun og understreger, at der heldigvis er god mulighed for at støtte, selvom man ikke er hjemme.
Hvis du ikke kunne tage imod, da indsamlerne kom forbi, har du stadigvæk mulighed for at give et bidrag til dette års landsindsamling.
Det kan du blandt andet gøre ved at støtte eller oprette en digital indsamling på Facebook eller via indsamling.dk., Mobile Pay på 93 80 00, sms og bankoverførsler.
Skaber håb
Alle, der er involveret i landsindsamlingen, har en væsentlig andel i Kræftens Bekæmpelses indsats inden for forskning, forebyggelse og patientstøtte - en indsats, der skaber håb og redder liv.
Det gælder både de mange, der giver et bidrag til indsamlingen - og de mange, som bruger to-tre timer af deres søndag på at samle ind.