12-årig voldtaget: Slet videoen!
Politiet advarer nu om en video, der bliver delt blandt børn og unge
Hos Nordjyllands Politi arbejder efterforskere lige nu intenst på at få dæmmet op for den ulovlige videodeling, der i øjeblikket foregår, og som relaterer sig til en konkret voldtægtssag:
- Vi får den 29. juni en anmeldelse om, at en 12-årig pige er blevet udsat for voldtægt. Overgrebet er sket den 10. juni i et solcenter i Aalborg, og vi anholdt samme dag to mistænkte i sagen:
To unge mænd på 15 år, der er sigtet og afhørt i sagen.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Det er en alvorlig sag og slemt nok i sig selv, men desværre er overgrebet blevet filmet, og videoen deles i øjeblikket," redegør politikommissær Carsten Straszek, Nordjyllands Politi.
Delingerne af den konkrete video sker via mediet SnapChat og primært blandt unge og i Aalborg-området i øjeblikket.
Det fuldstændige overblik over antallet af delinger har politiet ikke på nuværende tidspunkt.
Det er børneporno
Politikommissæren understreger, at politiet ikke ser med milde øjne på hverken besiddelse eller deling af denne voldtægtsvideo.
Derfor ønsker han nu at advare klart og tydeligt:
- Tænk over, hvad det betyder for offeret i denne alvorlige sag, at man deler sådan en video. Og så skal man vide, at denne video kategoriseres som børneporno, fastslår Carsten Straszek.
- Og deling af børneporno vil normalt medføre en fængselsstraf og en plet på straffeattesten og børneattesten, hvilket betyder, at man ikke må arbejde med børn i 10 år.
- Så kan man fx ikke blive pædagog, skolelærer eller politibetjent. Så det har store konsekvenser.
Derudover vil både besiddelse og deling af børneporno kunne resultere i, at politiet beslaglægger alle enheder – mobil, computer osv. – som de ulovlige data findes på.
Tal med jeres børn
Nordjyllands Politi opfordrer alle forældre til at tale med deres børn, især i aldersgruppen 10-18 år, om ulovlig billeddeling og konsekvenser.
- Det er ikke sikkert, børnene er bevidste om, hvad de gør. Det er forældrenes opgave at hjælpe dem. Så jeg vil klart opfordre til, at man sætter sig ned og tager en snak om dette alvorlige emne. Hvis man modtager børneporno, så gælder det om at få det slettet med det samme. Det er også en god idé at rette henvendelse til afsenderen og gøre opmærksom på, at både besiddelse og deling af børneporno er ulovligt, opfordrer politikommissær Carsten Straszek.
På Red Barnets side sletdet.dk findes konkrete spørgsmål/svar, råd og vejledninger om ulovligt materiale på sociale medier. Her kan man også ringe og skrive til en rådgiver.