Politik

Ifølge professor er Vanopslaghs tv-reklame ikke lovlig

Ifølge Liberal Alliances leder gør smuthul det lovligt at sende politisk reklame i pausen på en fodboldkamp.

Liberal Alliance har muligvis været lige lovligt liberale i deres tilgang til radio- og fjernsynsloven, da der under pausen i en fodboldkamp onsdag blev vist politiske tv-reklamer.

Det var nemlig næppe lovligt, vurderer Jan Trzaskowski, som er professor markedsføringsret ved Copenhagen Business School (CBS).

– Jeg har svært ved at se, at det skulle være lovligt. Reglerne er relativt klare, når det kommer til radio og tv, siger han.

Den politiske tv-reklame blev vist onsdag på TV3+ under en fodboldkamp mellem FC København og Manchester City. Politiske reklamer er ifølge loven forbudt på flow-tv – både på kommercielle og ikke-kommercielle kanaler.

Vanopslagh henviste onsdag til, at TV3+ sender fra Sverige. Og dermed mente han, at han har fundet et smuthul i lovgivningen.

– ”Men man må da ikke lave politisk reklamer i dansk tv”, siger du. Men TV3+ sender fra Sverige, hvilket gør det muligt at bringe reklamerne, skrev Alex Vanopslagh på Twitter.

Men det såkaldte afsenderlandsprincip, han henviser til, gælder ikke her, forklarer professor Jan Trzaskowski.

– Udgangspunktet er, at hvis man har en sendevirksomhed etableret i et land, så skal man kun overholde den lovgivning, der er etableret der, siger han.

– Men det gælder kun for så vidt angår den del, der er harmoniseret med direktivet. Og det er politiske reklamer ikke, siger han.

Afsenderprincippet udspringer af et EU-direktiv og gælder for primært kommerciel markedsføring, men altså ikke politisk.

Samtidig er valg et nationalt anliggende, påpeger Trzaskowski.

– Derfor er det ikke noget, EU skal gå ind og blande sig i. Valghandlinger går under en national suverænitet, siger professoren.

Mads Korsholm, der er kampagnechef hos Liberal Alliance, siger til fagbladet Journalisten, at partiet har rådført sig grundigt med Viaplay, som blandt andet har TV3+, for at sikre sig, at alt var lovligt.

– Vi har fået lovning på fra Viaplay, at det er inden for rammerne. Vi har stillet spørgsmål til det og er blevet overbevist om, at det er inden for rammerne. Vi går ud fra, at det er lovligt, når de siger det. Og de har genbekræftet det, når vi har udfordret dem på det, siger Korsholm til Journalisten.

Viaplay Group har tilbudt alle danske partier muligheden for at reklamere på tv. Det siger kommunikationschef i Viaplay Group, Roberta Alenius, i et skriftligt svar.

– Da vi er registreret i Sverige, hvor politisk reklame er tilladt, og derfor agerer ud fra afsenderlandsprincippet, så har vi også lovmæssigt denne mulighed, siger hun.

Ifølge Roberta Alenious er der fire undtagelser fra afsenderlandsprincippet, og ingen af dem omhandler politiske reklame. Samtidig understreger hun, at Viaplay Group har lavet strikse retningslinjer for reklamerne.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker