Sport

Ida Karstoft skriver historie med EM-bronze i 200 meter

Ida Karstoft leverede en fornem præstation, da hun løb sig til EM-bronze på 200 meter i tyske München.

Den danske løber Ida Karstoft vandt fredag aften bronze i 200 meter ved EM i atletik på det olympiske stadion i München.

I tiden 22,72 sekunder kom hun ind på tredjepladsen i finalen. Det er ikke langt fra hendes personlige rekord på 22,67 sekunder, der også er dansk rekord.

Vinderen blev schweizeren Mujinga Kambundji, som fuldførte distancen i tiden 22,32 sekunder. Nummer to blev briten Dina Asher-Smith i tiden 22,43 sekunder.

26-årige Ida Karstoft havde et godt stykke op til de to forreste, så det handlede mest om at holde sig inde i medaljerne.

I finalen var der flere løbere, som lå tæt i midterfeltet af de otte deltagere. Ida Karstoft var især presset af briten Jodie Williams, som længe lå side om side med danskeren.

Men det lykkedes med stor kraft og energi for Ida Karstoft at komme ind over målstregen foran Jodie Williams, som endte med at være distanceret med 13 hundrededele af et sekund.

– Det er så overvældende. Jeg har være emotionel hele dagen, siger Ida Karstoft til DR Sporten.

Hun kan se tilbage på et fantastisk år, efter at hun tidligere har fået ødelagt flere sæsoner på grund af skader.

– Jeg er mundlam. Det er de første mesterskaber, jeg er med til, og nu står jeg med en medalje.

– Efter år med skader, som har ødelagt indendørs- og udendørssæsoner, står jeg her, og det er kæmpestort, siger hun.

Det er blot fjerde gang i historien, at Danmark henter en EM-medalje i atletik på kvindesiden.

Ida Karstoft er den første danske kvinde til at vinde en EM-medalje i en sprintdistance. Det er aldrig sket tidligere på 100 eller 200 meter til et europamesterskab.

De tre øvrige kvinder, der har hentet EM-medaljer i atletik er Sara Slott Petersen i 400 meter hæk i 2016, Anneliese Damm Olesen i 800 meter i 1969 samt Anne Iversen i højdespring tilbage i 1946.

/ritzau/

Back to top button