Politik

Hurtigere genåbning af gigantisk gasfelt er ikke muligt

Venstre og De Konservative vil erstatte russisk gas med dansk efter invasion, men det er ikke muligt.

Det er ikke muligt at genåbne gasfeltet Tyra i Nordsøen hurtigere, sådan som borgerlige politikere ønsker, så Danmark ikke er afhængig af russisk gas.

Det fastslår det franske selskab Total Energies, der driver den tonstunge platform, som har været under renovering siden 2019.

– Det er ikke realistisk at fremskynde opstarten af Tyra II grundet det unikke omfang og kompleksitet af det kæmpemæssige genopbygningsprojekt.

– Vi har fortsat mere end et års arbejde foran os, førend vi kan genstarte produktionen på Tyra, lyder det fra selskabet i en e-mail.

Hvert minut, der ikke udvindes gas fra Tyra-feltet, går selskabet bag glip af penge, og med høje energipriser mangler der ikke incitament for at få feltet op at køre igen.

Det ventes at ske i juni 2023.

Venstre og De Konservative har foreslået at undersøge muligheden for at åbne feltet så hurtigt som muligt, fordi Danmark ikke skal importere russisk gas, når landet har invaderet Ukraine.

Under ombygningen er importen af naturgas steget markant i Danmark.

Den importeres fra Tyskland, hvor cirka 40 procent af gassen kommer fra Rusland.

Selskabet bag uddyber, at Tyra-feltet er et globalt kæmpepuslespil. På trods af coronapandemien har selskabet sikret fremdrift i den store genopbygning.

/ritzau/

Back to top button