Udland

Hundredvis reddet fra brændende færge i Middelhavet

237 passagerer er blevet evakueret fra skibet "Euroferry Olympia", som brød i brand nær den græske ø Korfu.

Redningsbåde har tidligt fredag morgen reddet 237 passagerer fra en færge, som brød i brand nord for den græske ø Korfu.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Nyhedsbureauet melder klokken 06.33, at redningsmandskab har fået evakueret de mange passagerer.

Besætningen, som består af 51 personer, menes stadig at være om bord.

Der er ingen meldinger om folk, som skulle være omkommet under episoden.

– Euroferry Olympias kaptajn har bedt færgens passagerer om at forlade skibet, lyder det fra politiet.

Passagererne er nu i færd med at blive fragtet til Korfu.

Det vides stadig ikke, hvordan branden er startet, men både patrulje- og slæbebåde var tidligt fredag morgen på vej ud til skibet.

“Euroferry Olympia”, som skibet hedder, er en færge, som for nylig sejlede ud fra den græske by Igoumenitsa med kurs mod den sydøstitalienske by Brindisi. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge færgeovervågningshjemmesiden VesselFinder ligger skibet i øjeblikket cirka 10,7 sømil nord for Korfu. Det svarer til cirka 18,5 kilometer.

/ritzau/

Back to top button