Sport

Holger Rune banker amerikaner og sikrer plads i Indian Wells

Holger Rune møder Ugo Humbert i Indian Wells' første runde, efter at han slog Stefan Rozlov i kvalifikationen.

Den danske tennisspiller Holger Rune skal spille med i ATP-turneringen Indian Wells.

Det står klart, efter at det unge talent natten til torsdag dansk tid vandt over amerikaneren Stefan Rozlov i to sæt i en kvalifikationsfinale.

Indian Wells er efter de fire store grand slam-turneringer en af de største begivenheder på ATP-touren.

– Fantastisk sejr over en svær modstander i dag, skriver Holger Rune om kampen på sin Instagram-profil.

Holger Rune skal fredag møde franske Ugo Humbert, som ligger nummer 42 på verdensranglisten. Holger Rune ligger selv nummer 86.

Franskmanden på 23 år er lidt mere erfaren end den 18-årige dansker.

Han har været rangeret så højt som nummer 25 på verdensranglisten, og han har to ATP-titler på cv’et. I 2019 nåede han desuden hele vejen til fjerde runde i Wimbledon.

Holger Rune derimod fik kun debut på ATP-touren sidste år ved Argentina Open. Siden har han dog vist sig flot frem – blandt andet mod den daværende verdensetter Novak Djokovic ved US Open.

Skulle det lykkes Holger Rune at besejre Ugo Humbert venter en endnu større udfordring i anden runde.

Her bliver den ene ende af banen nemlig indtaget af den 25-årige Matteo Berrettini. Den aggressive italiener – som måler hele 196 centimeter – har fem ATP-titler og blev Wimbledon-finalist i 2021, hvor han dog måtte se sig slået af Djokovic.

Holger Rune besejrede i første runde Stefan Rozlov med cifrene 6-4, 6-2 i en kamp, som så langt mere lige ud, end den burde have været, i de indledende faser.

Da Holger Rune formåede at sortere fejlene ud af sit spil, var det tydeligt, at niveauet var højere end hos modstanderen.

Men i første sæts tre indledende partier formåede danskeren flere gange at sende oplagte point i nettet.

Rozlov startede da også med at tage sættets første tre partier.

Herefter fik Holger Rune styr på formen og tog fem partier på stribe, hvorefter han kunne lukke sættet, efter at Rozlov havde taget sit fjerde parti.

I andet sæt var der ikke meget at diskutere. Rune havde langt hen ad vejen styr på fejlene og viste et højere niveau end amerikaneren. 6-2 endte sættet, og så stod det klart, at danskeren var sikret en plads i Indian Wells.

Når Holger Rune fredag skal møde Ugo Humbert, bliver det anden gang danskeren spiller med i Indian Wells. Første gang var sidste år, hvor han røg ud i første runde til amerikaneren Ernesto Escobedo.

Det præcise tidspunkt for kampen er endnu ikke fastlagt.

/ritzau/

Back to top button