Forbrug

Hold øje med dette når du køber brugt vintertøj til ungerne

Regnjakken er måske ikke længere tæt, og støvlerne kan være trådt skæve. Her er, hvad du skal se efter, når du er på jagt efter brugt vintertøj til børnene.

Flyverdragt, regnsæt og varme støvler. Det kan hurtigt blive en dyr omgang, når der skal købes nyt vinterudstyr til de mindste.

Køber du brugt, er der mange penge at spare. Der er dog nogle ting, du skal være opmærksom på, inden du kaster dig ud i det.

Her får du eksperternes bedste råd.

1) Undersøg overtøjet.

Børn i institution bruger meget af deres tid udendørs – også i vinterhalvåret. Derfor er det vigtigt, at deres overtøj er lavet af materialer, der skyr vind og vejr.

Flyverdragter og vinterjakker er ofte imprægnerede, så de holder helt tæt, men over tid slides og vaskes belægningen af, siger Charlotte Fischer, der er seniorkonsulent med ekspertise i beklædning og tekstil på Teknologisk Institut.

– Det er svært at se med det blotte øje, om imprægneringen stadig er god nok, siger hun og fortsætter:

– Man kan putte en dråbe vand på og se, om det bliver suget ind i stoffet. Hvis det sker, er tøjet ikke vandafvisende. Vandet skal prelle af.

Hvis du leder efter brugte fund på nettet, kan du ikke teste tøjet. Der anbefaler Charlotte Fischer, at du spørger sælgeren, hvor meget tøjet er blevet brugt, og hvor mange gange, det er blevet vasket.

En tur i vaskemaskinen slider nemlig meget.

Du kan også købe imprægneringsmiddel og give dit brugtkøb en overhaling derhjemme.

– Men man kan selvfølgelig aldrig være sikker på, om det bliver lige så godt som med en ny jakke, tilføjer Charlotte Fischer.

2) Gå efter isolerende materialer i god kvalitet.

Mens du kigger overtøjet efter, skal du også kigge på fyldet. Det skal føles luftigt.

– Hvis fyldet er blevet lidt fladt, så isolerer det ikke lige så godt, siger Charlotte Fischer.

Og så skal du gå på jagt efter trøjer og inderlag af uld, siger Anne Louise Bang, der forsker i bæredygtigt tekstildesign på VIA University College.

– Uld varmer og er et kvalitetsprodukt, der har en god holdbarhed, så det er oplagt at købe brugt, siger hun og fortsætter:

– Det er også vandskyende, så på dage hvor der kun er lidt støvregn, kan en uldtrøje faktisk fungere som overtøj.

3) Brug dit falkeblik på støvler.

Hvad end du har kig på et par gummistøvler eller noget varmere, skal du holde skarpt øje med slid, fortæller børnefysioterapeut Christina Haansbæk.

Hvis støvlerne er blevet gået meget i, vil de nemlig ofte være trådt skæve.

– Det kan belaste dit barns knæ og hofter at gå i fodtøj, som et andet barn har gået til, siger hun og fortsætter:

– Er dit barn platfodet eller hypermobil, er det endnu vigtigere, at deres sko passer godt.

Stil støvlerne op ved siden af hinanden, og se på dem bagfra i øjenhøjde. Der vil du kunne se, om de er trådt skæve.

Tag også et kig ned i dem. Hvis der er et tydeligt fodaftryk, tyder det på, at de er blevet gået meget i.

Og endelig skal du gå uden om støvler, hvis hælkappe er blevet helt blød.

Handler du på nettet, er det fornuftigt at bede sælgeren om flere billeder, hvis du ikke kan danne dig et fornuftigt indtryk, siger Christina Haansbæk.

/ritzau fokus/

Back to top button