Sport

Højbjergs hammer skaffer point i dramatisk London-derby

Pierre-Emile Højbjerg scorede på et langskud for Tottenham, og målet var med til at skaffe point mod Chelsea.

To af de engelske topklubber tørnede søndag sammen på Stamford Bridge, da Chelsea tog imod Tottenham i Premier League.

London-braget endte med en pointdeling og en seværdig 2-2-kamp. Pierre-Emile Højbjergs flotte scoring til 1-1 var dermed med til at give udbytte for Tottenham på pointkontoen.

Både Chelsea og Tottenham har nu fire point efter to kampe i starten af denne Premier League-sæson.

Chelseas nyindkøb Kalidou Koulibaly stod for et fremragende åbningsmål efter 19 minutter, da han helflugtede bolden i nettet efter et hjørnespark fra Marc Cucurella.

Flere mål blev der ikke scoret i første halvleg, hvor Chelsea sad tungt på bolden og også kom frem til flere chancer end udeholdet.

Det forsøgte Tottenham-manager Antonio Conte at ændre på i anden halvleg, hvor det brasilianske nyindkøb Richarlison kom ind og fik debut for Tottenham.

Efter 68 minutter kom udligningen for Tottenham, og det var Højbjerg, der bankede bolden i kassen med et fladt langskud fra kanten af feltet.

Conte jublede foran Chelseas bænk, og Chelsea-manager Thomas Tuchel kom op i det røde felt og ville have fat i sin trænerkollega. De to iltre trænere fik begge gult kort i den situation.

På banen blev kampen bedre og bedre, og de to hold skiftedes til at brænde chancer.

Tottenham-angriberen Harry Kane fik en af den slags chancer, han plejer at sparke ind, men bolden strøg forbi den fjerneste stolpe.

I den anden ende brændte Chelsea-angriberen Kai Havertz også en stor chance et kvarter før tid, da han ikke magtede at dirigere et perfekt indlæg fra Reece James i nettet.

Kort efter fik Chelsea dog endnu en mulighed, da Tottenham mistede bolden på egen banehalvdel.

Med hurtige pasninger fik Chelsea spillet Reece James helt fri i feltet, og den engelske landsholdsback svigtede ikke og scorede til 2-1 efter 77 minutter.

Seks minutter inde i overtiden fik Kane så omsider hul på målbylden og headede bolden i nettet til 2-2-resultatet.

Efter slutfløjt fik både Conte og Tuchel rødt kort, da de tilsyneladende ikke ville slippe hinandens hænder efter et håndtryk, og der opstod tumult på sidelinjen.

/ritzau/

Back to top button