Kultur

Hitmager fik depression: Jeg skulle lære at stå ved mig selv

- Jeg skulle igennem en depression for at kunne stå her. Så på en eller anden mærkelig måde sætter jeg også pris på den, lyder det fra popproduceren Chief 1.

Det har længe været en mission for hitsnedkeren og popproduceren Chief 1 at lave en pigegruppe.

Sammen med trommeslageren Ihan Haydar gik han på jagt på Facebook efter musikalske talenter, som kunne udfylde pladserne i resten af deres vision.

Det lykkedes, og bandet Reddi blev skabt. Det har netop vundet det danske melodigrandprix med nummeret “The Show”.

– Der er bare et blomstrende musikliv med kvinder, som er fuldstændigt magisk, siger Chief 1.

– Jeg sidder med kuldegysninger og tårer i øjnene. Nu bliver det helt bibelsk, men jeg glæder mig bare til, at Reddi falder ned fra himlen og går ind i de danske hjem og inspirerer en masse unge til at begynde at spille musik.

Chief 1 er især begejstret over bandets positive energi, som nu skal sendes ned til Italien, hvor årets internationale melodigrandprix, Eurovision, afholdes i maj.

Det danske melodigrandprix blev afholdt lørdag aften i Jyske Bank Boxen, som var indhyllet i det ukrainske flags blå og gule farver.

– Det er en ambivalent og underlig situation, vi står i. Men sådan som jeg vælger at se det, kan man godt en gang imellem tillade sig at sætte verden på hold og fylde sig selv op med energi og kærlighed, siger Chief 1.

– Den kan man gå ud og sprede videre til andre, som igen kan gå ud og sprede det videre og videre. Jeg tror ikke, vi skal lukke verden ned. Kærlighed og energi skal redde det her.

For Chief 1 er musikken en livgivende nerve og en essentiel del af hans dna.

– Musikken kan give mig usynlige vinger. Musik kan gøre, at jeg kan gøre noget mere. At man kan komme igennem nogle ting, som man måske ikke kunne komme igennem uden, fortæller den 52-årige stjerne, der bærer det borgerlige navn Lars Pedersen.

Chief 1 har været en del af den danske musikscene i mere end 30 år. Karrieren kickstartede, da han i 80’erne var med til at danne rapgruppen Rockers by Choice.

Siden har han produceret musik for en lang række artister herhjemme og internationalt – Kim Larsen, Ace of Base og Sanne Salomonsen er bare et lille udpluk af dem.

For fem år siden stillede Chief 1 sig selv frem i rampelyset som sanger, og det havde han tidligere aldrig set for sig.

– Det er fuldstændig vildt. Det var alene på grund af, at jeg fik en depression. Og det er så underligt paradoksalt. Men nogle gange skal man igennem nogle ting, hvor man ikke rigtigt forstår hvad og hvorfor, siger han og uddyber:

– Men jeg fandt ud af, at jeg skulle lære at stå ved mig selv. Jeg havde ikke gjort nok for mig selv, og så begyndte jeg at lave min egen musik. Det er fantastisk. Musik redder virkelig.

Selv om Chief 1 har været igennem en stor personlig udvikling, tror han aldrig, at han helt lander.

– Jeg tror i virkeligheden, at depressionen bliver en følgesvend, som man – hvis man kan – kan lære at bruge til at huske at være i nuet, siger han og uddyber:

– For mig er det noget med at have en tro og en tvivl på hver sin skulder, men at få troen til at overtage. Så der bliver ikke et hallelujah-moment, hvor jeg siger: Nu er jeg ude at det. Men egentlig er jeg også taknemmelig for det.

Chief 1 understreger, at han ved, at andre bestemt ikke har det sådan.

– Jeg skulle igennem en depression for at kunne stå her. Så på en eller anden mærkelig måde sætter jeg også pris på den. Det lyder underligt, men der er virkelig en grund til alt, tror jeg.

– Forskellen på dengang og i dag er, at nu ved jeg, at de mørke perioder ikke varer evigt, siger han.

Det var det, der dengang var ved at skræmme livet ud af ham.

– Jeg frygtede, at hvis det varede for evigt, var jeg ikke sikker på, at jeg havde lyst til at være her.

– Men da jeg kom videre – netop ved at lave min egen musik og arbejde på at være i nuet – begyndte jeg at forstå, at der kommer bølger, hvor man bliver trukket ned i et hestehul. Men der kommer også bølger af kærlighed og lys, siger Chief 1.

/ritzau/

Back to top button