Politik

Heunicke rejser til Indien for at diskutere medicin

Dansk sundhedsminister skal til Indien for at udveksle erfaringer om medicinproduktion og kroniske sygdomme.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) rejser den kommende uge til Indien for at styrke Danmark og Indiens samarbejde på sundhedsområdet.

Ministeren skal sammen med en dansk delegation fortælle deres indiske kolleger om Danmarks erfaringer med forebyggelse og behandling af kroniske sygdomme såsom diabetes og hjerte-kar-sygdomme.

Det skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Indien oplever i disse år en markant stigning i forekomsten af disse sygdomme. Og sammen med covid-19 lægger diabetes og hjerte-kar-sygdomme et stort pres på indernes generelle sundhed.

Novo Nordisk Fonden deltager i rejsen og skal den kommende tid støtte uddannelse af indisk sundhedspersonale i forebyggelse og behandling.

En stor del af Heunickes rejse kommer også til at handle om produktion af medicin. Danmark og Indien skal udveksle erfaringer med medicinsikkerhed og regulering af lægemidler.

Ligesom i Danmark er der en markant produktion af medicin i Indien.

Ifølge Sundheds- og Ældreministeriet bliver 20 procent af verdens kopimedicin produceret i det sydøstasiatiske land. Og Indien står for 60 procent af verdens vaccineproduktion.

Magnus Heunicke skal desuden tale med repræsentanter for Indien om håndtering af pandemier og resistens mod antibiotika.

– Indien er en central partner på en række vigtige sundhedsdagsordner som bekæmpelse af antibiotikaresistens, fremtidens pandemier, kroniske sygdomme og lægemiddelsikkerhed, siger han i meddelelsen.

Rejsen skal efter planen bringe de danske og indiske myndigheder tættere på et “konkret strategisk” samarbejde på sundhedsområdet.

/ritzau/

Back to top button