Hvornår er det man må fyre fyrværkeri af, hvornår må det købes og bruges? Her er det korte overblik over reglerne for anvendelse af fyrværkeri i Danmark.

Det er åbenbart ikke alle, der er klar over reglerne for, hvornår man må købe og anvende fyrværkeri i Danmark.

I hvert fald er der allerede en brag i gadebilledet mange steder, og det kan altså skræmme både mennesker og dyr. Og så er det altså ulovligt.

I weekenden gik det galt for en 17-årig dreng fra Slagelse, da et kanonslag eksploderede i hans lejlighed i Slagelse, oplyser Sydsjællands Politi.

Han er blevet behandlet på sygehuset i Glostrup, mens en 16-årig dreng er blevet sigtet i sagen. Han er sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven og for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om uagtsom legemsbeskadigelse.

Hvornår må man skyde fyrværkeri af?

Du må købe fyrværkeri fra 15. december til 31. december.

Du må anvende fyrværkeri fra 27. december til 1. januar.

De fem fyrværkeriråd

1. Brug altid beskyttelsesbriller.
2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri.
3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden.
4. Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.
5. Gå aldrig tilbage til en fuser.

Godkendt fyrværkeri

Fyrværkeri skal være mærket med et SIK-nummer eller et CE-mærke. Hvis ikke det har et SIK-nummer eller et CE-mærke, er fyrværkeriet ulovligt, og du må derfor ikke anvende det.

Der skal være en brugsanvisning på dansk trykt på fyrværkeriet, som blandt andet viser den afstand du og dine tilskuere skal holde til fyrværkeriet.

Som forbruger må du ikke tage fyrværkeri, du har købt i udlandet med hjem til Danmark, og du må heller ikke via internettet købe fyrværkeri til levering fra udlandet. Det gælder også CE-mærket fyrværkeri, oplyser politiet.

Find mere rådgivning om fyrværkeri på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside og på fyrvaerkeri.dk, som især henvender sig til børn og unge.

Flere nyheder

Kom med din mening til nyheden