Udland

Helikopter styrter ned nær menneskefyldt strand i Miami

Video viser helikopter styrte ned tæt på en strand i Miami i Florida. Ingen er kommet alvorligt til skade.

Dele af en strand i Miami i den amerikanske delstat Florida blev lørdag lukket for gæster, efter at en helikopter lørdag eftermiddag styrtede ned i havet tæt ved stranden i strålende solskin.

Det skriver avisen The Miami Herald.

En video af styrtet delt af politiet i Miami viser, at helikopteren rammer vandet få meter fra badegæster og tæt på stranden South Beach, hvor der befandt sig mange mennesker.

Tilsyneladende har piloten mistet kontrollen over helikopteren, der rammer vandet med et stor plask.

Årsagen til uheldet kendes ikke, oplyser den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA.

– FAA og det Nationale Transportsikkerhedsråd vil efterforske hændelsen, oplyser FAA.

Der befandt sig tre personer i helikopteren, der ifølge FAA er af typen Robinson R44. To af de tre om bord er bragt til et hospital. Politiet oplyser, at deres skader ikke er livstruende, samt at deres tilstand er stabil.

Ingen af de mange mennesker på stranden eller i vandet kom noget til.

På sociale medier er der lagt flere billeder og videoer af hændelsen ud.

Twitter skriver et øjenvidne:

– Jeg sidder på South Beach Miami. En helikopter er fandeme lige styrtet ned i havet foran os.

Robinson R44 er ifølge en tidligere artikel i avisen Los Angeles Times verdens mest solgte civile helikopter. Men R44 har også en lang historie med dødelige styrt.

– I USA var Robinson R44 fra 2006 til 2016 involveret i 42 styrt med dødelig udgang. Det er flere end nogen anden civil helikopter, skrev avisen med henvisning til en analyse af ulykker, der er registreret af det Nationale Transportsikkerhedsråd.

Videre hedder det i artiklen:

– Snesevis af R44-piloter og passagerer er blevet dræbt i brande, der er opstået efter et styrt eller i helikoptere, der faldt ned fra himlen, da de pludseligt mistede opdrift. Andre er blevet dræbt, efter at bladene på hovedrotoren rev sig løs under flyvning eller skar sig gennem cockpittet.

Robinson R44 har plads til fire personer.

/ritzau/

Back to top button