Sport

HB Køge sender Esbjerg nærmere nedrykning

Esbjerg er fortsat uden sejre i 2022 og nærmer sig nedrykning fra 1. division efter nederlag til HB Køge.

Det begynder at se svært ud for Esbjergs overlevelseschance i 1. division.

Lørdag tabte vestjyderne på udebane 1-2 til HB Køge i nedrykningsspillet i landets næstbedste fodboldrække.

Det bragte Esbjerg op på ti kampe i træk uden sejre, inklusive alle de ni kampe holdet har spillet i 2022.

Resultatet betyder, at Esbjerg lige under nedrykningsstregen nu har fire point op til første hold over stregen, Fremad Amager, som lørdag spillede uafgjort med Hobro. Kampen endte 1-1.

Esbjerg har 23 point på næstsidstepladsen. Fremad Amager har 27 point. Jammerbugt FC ligger nederst med 22 point og kan med en sejr søndag over Vendsyssel overhale Esbjerg. To hold rykker ned. Efter denne weekend resterer der fire spillerunder.

Det så tidligt i lørdagens kamp mellem HB Køge og Esbjerg ud til, at sidstnævnte var på vej til at bryde sin ærgerlige stime.

Esbjerg kom foran efter et lille kvarter, da østrigske Patrick Schmidt gjorde det til 1-0. Glæden varede dog kun meget kortvarigt for gæsterne. Halvandet minut senere udlignede Luka Racic.

HB Køge kom derefter foran lige før pausen, da Marko Stamenic sendte bolden i nettet på et straffespark. En føring, der altså blev holdt helt frem til slutfløjtet.

Daniel Aggers mandskab ligger øverst i tabellen og er sikker på ikke at komme i nedrykningsfare.

I oprykningsspillet i 1. division møder Hvidovre lørdag Nykøbing FC. Førstnævnte hold kan med en sejr hægte sig på topholdene, der kæmper om de to billetter til Superligaen næste sæson.

/ritzau/

Back to top button