Sport

Hamilton tager ekstra smykker på efter løftet pegefinger

Formel 1-kørere er blevet påmindet om, at man ikke må køre med smykker på, og det huer ikke Lewis Hamilton.

Tre ure, otte ringe, mindst to halskæder, ringe i begge ører og en næsepiercing.

Lewis Hamilton havde ikke holdt sig tilbage med smykkerne, da han fredag skulle deltage i et pressemøde forud for søndagens Formel 1-grandprix i Miami.

Det var næppe et tilfælde. For nylig blev Formel 1-kørerne mindet om, at reglerne siger, at man ikke må køre med kropspiercinger og smykker generelt, og det vækker ikke begejstring hos Lewis Hamilton.

Den britiske stjernekører kan godt tage sine smykker af, men hans piercing i næsen kan han ikke fjerne fra det ene øjeblik til det andet.

– Hvis de afholder mig fra at køre, er det sådan, det er. Vi har en reservekører. Der er meget at lave her i byen, så jeg klarer mig uanset hvad, siger Mercedes-køreren ifølge Reuters.

Hamilton siger desuden, at han vil være indforstået med at skrive under på, at han selv påtager sig ansvaret, hvis han på grund af sine smykker skulle komme til skade i en eventuel ulykke.

– Jeg kunne ikke have taget flere smykker på i dag, siger Hamilton, der føler, at Formel 1 burde have fokus på andre ting i denne weekend, hvor sporten altså for første gang indtager Miami.

– Det her er så lille en ting. Det virker unødvendigt, at vi skal gå ind i det her. Jeg kan ikke fjerne mindst to af dem (piercingerne, red.). En anden kan jeg ikke rigtig forklare, hvor er.

– Men jeg kan sige, at det er platin, så det er ikke magnetisk. Det har aldrig udgjort et sikkerhedsproblem før.

Ifølge Formel 1-løbsdirektør Niels Wittich kan det at have smykker på under den brandsikre kørerdragt blandt andet være med til at mindske dragtens modstandsdygtighed over for høj varme og dermed forøge risikoen for brandskader.

BBC Sport skriver, at Lewis Hamilton har fået dispensation til at køre med sin næsering i de kommende to løb inklusive søndagens.

En anden eksverdensmester, Sebastian Vettel, gjorde sig også bemærket fredag. Tyskeren havde nemlig valgt at tage underbukser på udenover sin kørerdragt.

Det skyldes, at kørerne – ligesom med smykkerne – for nylig blev mindet om, at de skal have brandsikkert undertøj på inden under dragten, og at det vil blive tjekket. Det fik flere kørere til at undre sig over, hvorfor det var så vigtigt for Formel 1 at pointere.

I den første træning på den nyanlagte bane i Miami fredag kørte satte Kevin Magnussen niendebedste tid. Fredag aften klokken 23.30 afholdes der endnu en træningssession.

Lørdag aften klokken 19 er der igen træning, inden der køres kvalifikation klokken 22 dansk tid. Søndagens løb sættes i gang klokken 21.30.

/ritzau/

Back to top button