Erhverv

Håndrullede cigarer løfter regnskab fra dansk tobaksgigant

Scandinavian Tobacco Group har løftet sit europæiske salg med otte procent i første kvartal, viser regnskab.

Den danske tobaksgigant Scandinavian Tobacco Group er kommet på den anden side af coronakrisen, hvor selskabets tobaksprodukter var i høj kurs.

Og det ser ud til, at det formår at holde de europæiske kunder til ilden fra starten af det nye år.

Det viser regnskabet for første kvartal. Regnskabet er kommet onsdag.

Samlet har selskabet solgt for 641 millioner kroner på det europæiske marked i løbet af årets første tre måneder.

Det er cirka otte procent mere end i samme periode sidste år.

Væksten er primært drevet af tobak og håndrullede cigarer, fremgår det af regnskabet.

Det europæiske salg står for cirka en tredjedel af koncernens samlede salg på tværs af kontinenter.

I alt blev der solgt for knap to milliarder kroner.

Også på det nordamerikanske marked er Scandinavian Tobacco Groups salg vokset i første kvartal.

Butikssalget i Nordamerika er vokset med syv procent til 720 millioner kroner. Onlinesalget i samme region er steget seks procent til 602 millioner kroner.

Sammenlagt har koncernen tjent 260 millioner kroner i perioden.

Scandinavian Tobacco Group er en af verdens førende producenter af cigarer og traditionel pibetobak.

Hvert år fremstiller og sælger koncernen fire milliarder cigarer.

Desuden fremstiller selskabet tusindvis af ton pibetobak og finskåren tobak.

Selskabet har cirka 10.000 ansatte på verdensplan.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker