Danske Vandværker opfordrer nu alle til, at tjekke om toilettet løber, for det kan nemlig blive en meget dyr affære. Faktisk op til 10.000 kroner året.

Det kan måske være svært at bedømme, om det er på tide at få udskiftet toilettet, og dermed vurdere om det løber.

For selvom toilettet blot løber ganske lidt, og endda så lidt at du ikke engang opdager det, så kan det koste rigtig mange penge om året.

Tegn på at toilettet løber

Der er flere tegn på, at det er dit toilet løber.

Først og fremmest selvfølgelig hvis du direkte kan se eller høre, at der hele tiden løber vand ned i toilettet. Det kan blive rigtig dyrt!

Men en lodret og gul kalkstribe i toilettet, eller blot en smule uro i vandoverfladen nede i toilettet er også klare tegn på, at det her toilet hele tiden koster dig penge.

Et godt trick er, at sætte en serviet fast på den tørre kumme, og hvis den bliver våd, ja så skal du få toilettet skiftet hurtigst muligt, lyder opfordringen fra Danske Vandværker.

Spild af vand

Et toilet, der løber så lidt, at du ikke kan se det med det blotte øje, kan spilde omkring 20 kubikmeter om året. Det koster dig omkring 1.400 kroner om året.

Løber dit toilet så meget, at man både kan se og høre det, med uro i vandoverfladen og susen fra cisternen, kan vandspildet være op til flere hundrede kubikmeter.

Men spilder du bare 100 kubikmeter vand på et år, smider du faktisk 7.000 kroner lige ned i kloakken.

Det er prisen på dit lokale vand, som helt præcist afgør, hvor mange kolde kontanter, du kan vinke farvel til, hvis dit toilet løber. Vi har i eksemplerne sat en liter koldt vand til 7 øre.

Et skyl til over en krone

Selvom dit gamle enkelt-skyls toilet ikke fejler noget, kan det godt være en god idé alligevel at skifte det ud med et nyt to-skyls.

Ældre toiletter bruger op til 15 liter vand hver gang, der skylles ud, mens to-skyls toiletter normalt bruger 3 eller 6 liter pr. skyl. Du kan med andre ord vælge at betale 1,05 kroner eller 21 øre, hver gang du skyller ud.

Som en tommelfingerregel kan du regne med, at dit nye toilet tjener sig selv hjem på et til to år.

Prisen på vand

1 kubikmeter uopvarmet vand koster 70,00 kroner. De 14 kroner er moms, og 8 kroner er afgifter til staten.

Af de resterende 48 kroner går de 40 til spildevandsafgiften, mens de sidste 8 kroner er selve vandprisen.

Flere nyheder

Kom med din mening til nyheden