Indland

Grøn omstilling hitter ved erhvervets danmarksmesterskaber

Lørdag er elever og lærlinge blevet kåret til danmarksmestre i 45 kategorier til DM i Skills.

Det er vigtigt at gøre unge mennesker opmærksomme på mulighederne inden for erhvervsuddannelserne.

De spiller nemlig en afgørende rolle i den grønne omstilling.

Sådan lyder det fra formand i Skills Denmark, Søren Heisel.

– Det er erhvervsuddannelserne, der hjælper os med at komme i mål med den grønne omstilling, siger han.

Lørdag er elever og lærlinge blevet kåret til danmarksmestre i 45 kategorier til DM i Skills, der er danmarksmesterskaberne for unge på erhvervsuddannelser.

Begivenheden, der i år foregår i Fredericia, er arrangeret af Skills Denmark.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) overrakte trofæer og uddelte håndtryk til vinderne.

– Vi politikere har travlt med den grønne omstilling. Men det er jo bare snak, hvis vi ikke har nok mennesker til at sikre, at det sker i den virkelige verden, siger han i en pressemeddelelse.

Med 280 deltagere fra 45 fag og op mod 50.000 besøgende er DM i Skills Danmarks største uddannelsesevent.

Der skulle blandt andet findes vindere inden for fagene automatiktekniker, industritekniker, karrosseritekniker og klejnsmed.

I kategorien industritekniker var det Kasper Bergmann Mortensen fra Grundfos og Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, der løb med titlen.

Søren Heisel mener, at begivenheden spiller en vigtig rolle i det nuværende arbejdsmarked, hvor store dele af industrien skriger på arbejdskraft.

En fremskrivning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at Danmark kommer til at mangle 99.000 faglærte i 2030.

Og at flere ikke uddanner sig inden for de danske erhverv, skyldes blandt andet manglende viden ifølge Søren Heisel.

– Man kan ikke tvinge folk til at tage en erhvervsuddannelse, men det med at prøve det viser, at der er noget for nogen på enhver hylde, siger han.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker