Udland

Google udsteder reklameforbud til russiske statsmedier

Google følger i fodsporene af Facebook og sætter en stopper for reklamer for russiske statsmedier.

Google udelukker statsfinansierede russiske medier fra at reklamere på søgemaskinens tjenester.

Det oplyser Google i en erklæring ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Forbuddet gælder blandt andet den statsejede tv-station RT.

Den amerikanske it-virksomhed oplyser videre, at den indstiller de russiske statsmediers indtægtsgenerering på tværs af dens tjenester.

Således kan russiske statsmedier altså ikke længere tjene penge på annoncer på Googles hjemmesider, apps og YouTube-videoer.

Googles YouTube-afdeling henviser til “ekstraordinære omstændigheder” og oplyser, at den sætter “en række kanalers mulighed for at tjene penge på YouTube på pause”.

Derudover vil statsejede medier i Rusland ikke længere være i stand til at købe annoncer gennem Google Tools eller placere annoncer på Googles tjenester, herunder søgemaskinen og Gmail.

Det oplyser Google-talsmand Michael Aciman.

– Vi overvåger aktivt nye udviklinger og vil tage yderligere skridt, hvis det bliver nødvendigt, udtaler han i erklæringen ifølge Reuters.

I onsdags meddelte EU, at unionen indfører sanktioner mod russiske individer som følge af invasionen af Ukraine. Blandt de sanktionerede personer er chefredaktør for RT Margarita Simonjan.

Ifølge EU er hun “en central figur” i den russiske propaganda.

Meldingen fra Google kommer, dagen efter Facebook valgte at sætte en stopper for reklamer for russiske statsmedier på det sociale medie.

– Vi forhindrer nu russiske statsmedier i at reklamere eller tjene penge på vores platform nogen som helst steder i verden, skrev Facebooks sikkerhedspolitiske direktør, Nathaniel Gleicher, i et opslag på Twitter natten til lørdag dansk tid.

Det vil heller ikke være muligt for russiske statsmedier at tjene penge på indhold på Facebook ved eksempelvis at vise reklamer.

Årsagen til tiltagene fra Google og Facebook skal findes i den russiske invasion af nabolandet Ukraine.

/ritzau/

Back to top button