Sport

Golftalentet Smilla Sønderby skaffer billet til US Open

Sammen med Nanna Koerstz Madsen skal Smilla Sønderby deltage i majorturneringen US Open i golf.

Smilla Sønderby er klar til majorturneringen US Open i golf.

Det står klart, efter at den 21-årige dansker mandag aften sluttede som en af de tre bedste i kvalifikationen til US Open.

Smilla Sønderby endte som toer i kvalifikationen efter to runder i samlet 142 slag – to slag under banens par.

Det bliver dermed til debut ved en majorturnering i juni for Smilla Sønderby, der næsten lige er blevet professionel.

Første runde klarede Smilla Sønderby i 67 slag, hvilket svarer til fem slag under par, mens anden runde blev fuldført i 75 slag – tre slag over par.

– Det føles surrealistisk. Jeg var meget, meget rolig i første runde og kiggede ikke på scoretavlen eller min telefon mellem runderne, siger Smilla Sønderby til turneringens hjemmeside.

Alligevel kom nerverne til at spille Smilla Sønderby et puds.

– Jeg gik ud om eftermiddagen og var en smule mere nervøs og forsøgte en smule mere. Jeg var i stand til at håndtere det godt indtil de sidste to huller, og så blev jeg virkelig nervøs.

– Jeg vidste, det var tæt. Min caddie hjalp mig til at træffe de rigtige beslutninger og tøjle det lidt. Jeg spillede stabil golf i anden runde. Jeg vidste, at min golf var tæt på at skabe noget stort, siger hun.

Sydafrikaneren Nicole Garcia vandt kvalifikationen foran Smilla Sønderby, mens waliseren Lydia Hall blev treer efter omspil med fire spillere – blandt andre Emily Kristine Pedersen.

Dermed missede Emily Kristine Pedersen deltagelsen ved US Open.

Til gengæld er Nanna Koerstz Madsen også kvalificeret til US Open, som afvikles fra 2. til 5. juni.

/ritzau/

Back to top button