Forbrug

Gør andre opmærksomme på mulig modermærkekræft

Mange vil gerne have at vide, hvis de har tegn på modermærkekræft, viser ny rundspørge. Så fortæl dine nærmeste, hvis du ser noget mistænkeligt.

Det kan føles grænseoverskridende at fortælle andre, at de har et modermærke, som ser usædvanligt ud og potentielt kan være kræft.

Men omvendt vil de fleste af os gerne have at vide, hvis andre ser, at vi selv udviser tegn på modermærkekræft.

Derfor skal vi blive bedre til at tale åbent om tegnene, mener Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse.

– Vores tal peger på, at der er en vis berøringsangst hos danskerne i forhold til at påtale et modermærke, men samtidig viser tallene, at hos mange modtagere vil det blive taget godt imod, siger han.

Tallene stammer fra en ny rundspørge fra Voxmeter og Kræftens Bekæmpelse og Dansk Dermatologisk Selskab – hudlægernes sammenslutning.

Her svarer 63 procent, at de ville få det undersøgt hos en læge, hvis andre gjorde dem opmærksom på et mistænkeligt modermærke.

Næsten halvdelen svarer desuden, at de ville blive glade for omtanken.

Det betyder hverken, at man skal lege læge eller hive fat i alle mulige på gaden, understreger Peter Dalum.

– Det handler om at udvise omsorg ved at sige til familien, vennerne eller en nær kollega: “Nu er jeg ikke fagperson, men du har et modermærke, som ser lidt specielt ud – er det noget, du er obs på?”, foreslår han.

På den måde udfritter du hverken folk om deres private sygdomshistorie, eller påpeger hvordan de skal agere.

De får en kattelem, hvor de enten kan svare “ja, det er jeg opmærksom på” eller “nej, det var jeg ikke opmærksom på” og herefter kan de frit vælge, om det skal undersøges.

– I mange tilfælde vil det vise sig ikke at være modermærkekræft. Men modermærkekræft er en af de få former for kræft, som kan ses med det blotte øje, så det gælder om at få fanget flest muligt i opløbet, siger Peter Dalum.

Det gælder især om at være opmærksom på modermærker, som sidder steder, hvor folk ikke selv kan se dem.

Det kan være, at man ser noget på ryggen af sin ægtefælle, at man som frisør opdager et mistænkeligt modermærke i hovedbunden – eller at man som massør eller zoneterapeut ser noget under en fod.

– Et stort modermærke midt i ansigtet er folk formentlig mere opmærksomme på eller trætte af at få påtalt. Så jeg ville især fokusere på det, folk ikke kan se – og selvfølgelig sige det diskret og hensynsfuldt, siger Peter Dalum.

Hudlægerne råder til, at du går efter A-B-C-D-E-reglen, når du skal vurdere, hvorvidt et modermærke er mistænkeligt.

A står for asymmetry – altså at et sygt modermærke ofte er asymmetrisk.

B står for border – altså kant – fordi et sygt modermærke ofte har ujævne kanter.

C står for colour – altså farve – fordi alt, der har mere end én farve, er mistænkeligt.

D står for diameter, fordi et modermærke større end seks millimeter er mistænkeligt. Det svarer til enden på en blyant.

E står for evolving – altså udvikling – som betyder, at du skal være opmærksom, hvis modermærket vokser eller ændres markant.

– Chancen for helbredelse forbedres væsentligt, hvis patienterne kommer til lægen på et så tidligt tidspunkt som muligt. Derfor er det vigtigt at tjekke huden for ændringer, lyder det i patientvejledningen hos Dansk Dermatologisk Selskab.

/ritzau fokus/

Back to top button