Udland

Giganter sætter Rusland på pause efter invasion

Ruslands invasion af Ukraine har fået Nike og Apple til at gøre det svært for russere at købe deres varer.

Ruslands invasion af Ukraine har fået mange stater i Vesten til at lave sanktioner over for Rusland.

Også private virksomheder har besluttet, at invasionen af Ukraine skal have konsekvenser for Rusland.

Eksempelvis har Apple sat al salg af deres produkter på pause i Rusland, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Giganten er blot et af mange selskaber, der på grund af Ruslands invasion af Ukraine har gjort deres varer mindre tilgængelige i Rusland.

Sportsgiganten Nike har gjort det umuligt at købe varer på både hjemmeside og app, mens de heller ikke kan garantere, at produkter når frem til kunder i Rusland.

Den svenske modekoncern Hennes & Mauritz (H&M) har valgt midlertidigt at sætte salg i Rusland på pause. Det oplyser H&M i en pressemeddelelse.

– H&M Group er dybt bekymret over de tragiske udviklinger i Ukraine og står sammen med alle de mennesker, der lider, hedder det i meddelelsen.

Det tilføjes, at butikker i Ukraine i forvejen er blevet lukket af hensyn til sikkerheden.

Det bliver i den kommende tid også til at blive sværere at se de store internationale biograffilm i Rusland.

Således har de store filmstudier Disney, Warner Brothers og Sony Pictures Entertainment sagt, at de sætter kommende filmpremierer på pause i landet.

En lang række bilfabrikanter har sat deres aktiviteter i Rusland på pause.

Tyske BMW siger, at de midlertidigt stopper med at eksportere biler til landet, og at de sætter deres produktion i Rusland på pause.

Derudover har blandt andet svenske Volvo, britiske Jaguar og Aston Martin sagt, at de stopper med at sende biler til det russiske marked.

Flyfabrikanten Boeing siger, at firmaet midlertidigt stopper med at gøre flydele, vedligehold og teknisk support tilgængeligt for russiske flyselskaber.

Apple er ikke det eneste firma i tech-branchen, der har meldt ud, at de tager en pause fra det russiske marked.

Dell, der laver computere, har sagt, at firmaet stopper salg af produkter til Rusland og Ukraine.

Tech-giganterne Microsoft og Google har også lavet sanktioner for et russisk medie.

Den statsejede russiske tv-station RT’s app er således blevet blokeret fra både Windows App Store og Google Play.

Altså er det ikke muligt at downloade appen, hvis man har en telefon fra enten Microsoft eller Google.

/ritzau/Reuters

Back to top button