Sport

Fremad Amager er truet af konkurs og udbetaler ikke løn

Kassen er tom hos Fremad Amager, siger Allan Ravn. De amerikanske ejere har ikke mere kapital til klubben.

Fodboldklubben Fremad Amager fra bunden af 1. division står ved den økonomiske afgrund.

De amerikanske ejere har meddelt, at man ikke har flere penge at sende ind i klubben, og en konkurs står og banker på hos klubben.

Allan Ravn, direktør for Fremad Amager, oplyser til bold.dk, at den økonomiske situation i klubben allerede nu får konsekvenser, som hurtigt kan blive endnu mere alvorlig for klubben.

– Det betyder aktuelt, at hverken spillere eller personale får løn i dag (mandag, red.). Det betyder også, at hvis vi ikke får en kapitaltilførsel, indgiver jeg egenbegæring til konkurs fredag, siger han til bold.dk.

Han oplyser ikke, hvilket beløb der skal til for at sikre klubben overlevelse på hverken den korte eller den lange bane.

Men den sidste redningskrans i forhold til at sikre løn til mandag forsvandt søndag aften.

– Vores amerikanske ejer har ikke været i stand til at imødekomme de forpligtelser, han indgik, da han købte klubben. De alternativer, vi har arbejdet på, sagde fra sent i går aftes, lyder det fra Allan Ravn.

Klubben har også lagt en meddelelse på sin hjemmeside, hvor man linker til artiklen hos bold.dk.

Josh Wallace og Richard Finger overtog så sent som i december ejerskabet af Fremad Amager, men hurtigt kom historier om, at ejerne ikke kunne eller ville leve op til sine forpligtelser.

Samtidig begyndte der at sive historier om, at både Wallace og Finger havde flere svindelsager hjemme fra USA på samvittigheden.

/ritzau/

Back to top button