Erhverv

Fredagens obligationer: Lille rentestigning efter fine nøgletal

Udsvingene på det danske obligationsmarked var fredag små og få, hvor dagens få nøgletal ikke for alvor var med til at sætte en retning for udviklingen.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte fredag i 1,28 pct. Det var 2 basispoint højere end torsdag.

Der var ikke de store nøgletal at forholde sig til fredag, men dem, der var, viste overordnet set gode takter.

Dagens vigtigste tal – Michigan-tillidsindekset – viste sig bedre end ventet, da indekset steg til 55,1 i august fra 51,5 måneden før ifølge en foreløbig opgørelse.

Økonomerne havde ventet en stigning til 52,5 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Indekset er i bund og grund en forbrugerundersøgelse, der via indsamlede data om forbrugernes holdninger og forventninger opsummerer forbrugsstemningen og måler ændringer i villigheden til at spendere og dermed forudsiger de efterfølgende skønsmæssige forbrugsudgifter.

Fra USA var der også tal for importpriserne, der overraskede positivt med et større fald end ventet i juli.

Formiddagen bød på tal for industriproduktionen i eurozonen. Den viste sig et godt stykke bedre end ventet og steg på månedsbasis med 0,7 pct. i juni. Her var ventet et plus på 0,2 pct. På årsbasis lød stigningen på 2,4 pct. mod ventet 1,0 pct.

.\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Back to top button