Udland

Frankrig hjemtager 15 kvinder og 32 børn fra Syrien

32 børn, der sad i lejre i Syrien, er blevet overdraget til myndighederne, oplyser fransk udenrigsministerium.

Frankrig har hjemtaget 15 kvinder og 32 børn fra en kurdiskkontrolleret lejr i Syrien.

Det oplyser Frankrigs udenrigsministerium tirsdag ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

– De mindreårige er blevet overdraget til de myndigheder, der har ansvar for at hjælpe børn, og kommer til at være under medicinsk og social overvågning, lyder det fra ministeriet i en udtalelse.

Det franske udenrigsministerium oplyser, at de voksne, der er blevet hjemtaget, bliver overdraget til “kompetente retlige myndigheder”.

I oktober hentede Frankrig 15 kvinder og 40 børn hjem fra kurdiskkontrollerede lejre i Syrien.

Også her blev børnene overdraget til myndighederne. Dengang lød det desuden, at de 15 kvinders fremtid skulle afgøres ved franske domstole.

I september kom der en dom i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der pålagde Frankrig at genoverveje at hente to kvinder, der var rejst til Syrien, hjem til Frankrig.

De kvinder og børn, Frankrig tirsdag har hjemtaget, sad i lejren al-Roj, der ligger i det nordøstlige Syrien omkring 15 kilometer fra grænsen til Irak og Tyrkiet.

De franske myndigheder har takket den lokale administration i det nordøstlige Syrien for at samarbejde, skriver AFP.

Der sidder fem danske børn og deres tilsammen tre mødre i fangelejr i Syrien.

Kvinderne har fået frataget deres danske statsborgerskab, og derfor er de ikke blevet tilbudt evakuering.

Børnene har fået lov til at komme til Danmark, men kun hvis mødrene gav samtykke til, at børnene kunne rejse til Danmark uden dem. Det har alle mødrene afvist.

Mandag sagde Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), dog, at regeringen har bedt myndighederne om nye oplysninger omkring de danske børn i Syrien.

De oplysninger skal indgå i et beslutningsgrundlag, så regeringen kan tage stilling til sagen.

Udenrigsministeren sagde mandag, at regeringen vil træffe en beslutning, når man får oplysninger fra myndighederne.

– Det arbejde er sat i gang. Og når vi har et opdateret beslutningsgrundlag. Så vil regeringen tage en regeringsposition i denne sag, sagde Løkke, da han var på vej til et møde for EU-landenes udenrigsministre i Bruxelles.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker