Kriminal

Forsvaret måtte sprænge mine og detonator i have i Esbjerg

Advarsel fra Syd- og Sønderjyllands Politi: Lad miner, bomber, granater og andet ligge.

En mand i Esbjerg fik mandag besøg af specialister fra Forsvarets Ammunitionstjeneste, som sprængte en tysk mine og en detonator fra Anden Verdenskrig i mandens have.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag. Her advarer politiet folk mod at efterligne mandens opførsel.

Borgere bør ikke tage miner, granater og andre farlige genstande med hjem, lyder det.

– Det kan være yderst farligt selv at forsøge at røre ved genstandene eller forsøge at flytte dem, siger politiinspektør Tage Jehn.

Manden i Esbjerg havde været ude i en skov ved Haderslev med en metaldetektor, da han gjorde fundet.

Imidlertid besluttede han at tage mine og detonator med hjem, før han kontaktede myndighederne, oplyser politiet.

Det var risikabelt.

I hvert fald vurderede Forsvarets Ammunitionstjeneste, at detonatoren var så kraftig, at den ved forkert håndtering kunne resultere i “voldsomme kvæstelser på personer”.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker