Udland

Forsker: Biden-møde er strategisk træk i magtspil med Putin

Putin spiller med militære muskler for dels at blive anerkendt internationalt, siger forsker før topmøde.

Det kan blive et muligt vendepunkt i Ukraine-striden, at Vesten spiller USA’s præsident, Joe Biden, på banen ved at tilbyde at holde møde med Rusland for at dæmpe risikoen for krig.

For den russiske præsident, Vladimir Putin, er det nemlig attraktivt at blive tilbudt en forhandling med Biden og derved blive betragtet som en mere ligeværdig partner i det internationale magtspil.

Det mener Flemming Splidsboel Hansen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis).

– Biden har betinget sig, at Rusland ikke invaderer Ukraine, og så må vi se, om det er for meget for Putin at give. Der er ingen tvivl om, at han er interesseret i at mødes med Biden, siger han.

Natten til mandag blev det oplyst fra det franske præsidentpalads, at de to præsidenter har indgået en principiel aftale om at mødes for at finde en løsning på Ukraine-konflikten.

Inden da bliver dagsordenen udarbejdet af den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, og Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, på et møde. Det sker torsdag den 24. februar.

Det er ikke oplyst, hvornår Biden og Putin skal mødes.

Den russiske præsident har den seneste tid haft møder med både den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, og den franske præsident, Emmanuel Macron.

Det har dog ikke været nok til at stoppe frygten i Vesten for, at Rusland invaderer Ukraine.

Seniorforskeren fremhæver, at meget af det, der knytter sig til Putin, handler om status og anerkendelse.

– Det handler om, at Rusland og Putin skal behandles som ligeværdige partner i et internationalt system, hvor de ellers har været klemt efter Sovjetunionens sammenbrud og opbruddet af Den Kolde Krig, siger Flemming Splidsboel Hansen.

Gennem omkring tre måneder har der været bekymringer om Ruslands ageren ved grænsen til det østlige Ukraine.

Her har Putin opmarcheret omkring 100.000 soldater. Ifølge både den amerikanske præsident og den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), var situationen allerede i sidste uge yderst betændt.

Flemming Splidsboel Hansen siger, at de europæiske lande er taget som politiske gidsler med truslen om stor krig. Men det kommer Rusland ikke nødvendigvis godt ud af, mener han.

– Det kan være, at nogle af de (østeuropæiske, red.) stats- og regeringschefer gør sig mere uafhængige af Rusland ved for eksempel at begrænse energiimport eller måske begynder at bruge flere penge på forsvaret på en måde, som er rettet mod Rusland.

– Jeg synes, det er alt for tidligt at tale om, at Putin har vundet det her. Tværtimod tror jeg faktisk, han ender med at tabe, siger seniorforskeren og henviser til, at Vesten vil tage forholdsregler for at undgå at komme i samme klemme igen.

Han vurderer, at det er sandsynligt, at Biden og Putin mødes, og at de måske indgår aftaler om eksempelvis våbenkontrol.

/ritzau/

Back to top button