Hældte spand i hovedet på betjente

Fritidslandmand fik besøg af Fødevarestyrelsen - det endte med 40 dages fængsel

Retten i Esbjerg. Foto: John Randeris
Retten i Esbjerg. Foto: John Randeris
Offentliggjort Sidst opdateret

Det blev dyrt for en 61-årig fritidslandmand fra Føvling ved Ribe at få besøg af fødevarestyrelsen. Han kan nu se frem til 40 dage i skyggen bag fængslets port. 

Retten i Esbjerg dømte manden en ubetinget fængselsstraf for dyremishandling. Men også for vold og trusler mod de to betjente, der var med dyrlægen på kontrol på mandens ejendom.

Embedsdyrlægen havde allieret sig med to politibetjente, da hun i maj måned skulle kontrollere dyrevelfærden hos landmanden. 

Meget utilfreds

Den 61 år var meget utilfreds, og blev meget vred over det uventede besøg. 

Han nægtede dyrlægen adgang til sin gård samtidig med, at han blandt andet truede betjentene med en lægtehammer. Landmanden fandt også en spand med noget ubestemmeligt væske, som han tømte i ansigtet på en af betjentene.

Dette fik dog ikke politiet til at opgive kontrollen. Det lykkedes dem at fastholde manden, således at dyrlægen kunne gennemføre kontrollen af landmandens dyrehold.

Var udsultede

Kontrollen viste, at fritidslandmanden ikke havde passet sine dyr ordentlig. To ponyer i stalden havde ikke et tørt og ordentligt leje eller mulighed for frisk vand. 

Derudover gik der også omkring 50 ænder løs rundt i stalden. Ænderne var magre og udsultede. De gik i rundt i smadder uden mulighed for at ligge tørt eller have adgang til frisk vand.

Dommeren fulgte anklagemyndighedens påstand om en ubetinget fængselsstraf. Dette også ud fra, at den 61-årige tilbage i 2017 fik en bøde på 15.000 kroner – også for overtrædelse af dyrevelfærden.

Powered by Labrador CMS