Sport

Forbund frygter tenniskollaps efter udelukkelse af russere

Udelukkelsen af russere fra Wimbledon-turneringer kan føre til kollaps af britisk tennis ifølge forbund.

Tennis i Storbritannien kan komme til at se meget anderledes ud i fremtiden, hvis ikke landets tennisforbund (LTA) igen lukker spillere fra Rusland og Hviderusland ind i folden.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Efter den russiske invasion af Ukraine i 2022 valgte LTA i modsætning til andre lande at udelukke hviderussere og russere fra årets turneringer.

Det fik ATP, herrernes tennisorganisation, til at true med at suspendere fremtidige LTA-turneringer.

Et år efter Ruslands invasion bliver udelukkelsen stadig opretholdt.

Men det diskuteres ifølge The Guardian i britiske tenniskredse, om det kan være nødvendigt igen at byde velkommen til russiske og hviderussiske atleter.

Det skal ske for at forhindre, at ATP trækker sig fra blandt andet LTA’s græsbaneturneringer Queen’s Club og Edgbaston, der finder sted umiddelbart forud for sommerens Wimbledon.

– Organisationen står over for en eksistentiel trussel, hvis græsbaneturneringerne ikke afholdes, siger en anonym kilde fra LTA til The Guardian.

Mister LTA rettighederne til at afholde turneringerne kan forbundet ifølge The Guardian ende med et hul i regnskabet på 20 millioner britiske pund, svarende til 170 millioner kroner.

I forvejen fik LTA på grund af udelukkelsen i december en bøde på godt syv millioner kroner af ATP.

Arrangøren bag Wimbledon, All England Lawn Tennis Club, har også udelukket spillere fra Rusland og Hviderusland.

Wimbledon-arrangørerne fik kritik fra flere idrætsforbund verden over for beslutningen. De fleste idrætsforbund lod russere og hviderussere deltage, dog under neutralt flag.

Wimbledon fik frataget sine ranglistepoint på grund af beslutningen om at udelukkede hviderussere og russere.

Det betyder, at spilleres præstationer ved Wimbledon sidste år ikke fik indflydelse på henholdsvis mændenes og kvindernes verdensranglister.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker