Undgå en dyr overraskelse i efterårsferien
Der er noget, du med fordel kan sætte dig ind i på forhånd
Uge 42 står for de fleste i efterårsferiens tegn, og det betyder for mange danskere en tur til udlandet.
Hvis du gerne vil være sikker på, at din ferie ikke bliver dyrere end planlagt, er det i den henseende vigtigt, at du husker de regler, der gør sig gældende for shopping på ferien i udlandet.
Toldstyrelsen skriver, at det først og fremmest er vigtigt, om du besøger et land i EU eller ej, og det er vigtigt at huske, at Storbritannien ikke længere er med i EU.
Ifølge Toldstyrelsen er reglerne for handel i andre EU-lande ret simple, da du må medbringe varer til eget brug, altså dig, familiemedlemmer og gæster i dit hjem.
Her gælder der andre regler
Hvis du derimod forlader EU på din ferie, gælder der nogle andre regler, det er vigtigt at være opmærksom på, inden man tager afsted.
- Mange danskerne flyver til London i efterårsferien, og her skal man være opmærksom på, at Storbritannien ikke længere er med i EU. Det kan nemlig betyde, at der kan komme told på de britiske varer, man tager med hjem, siger Mette Helmundt, der er funktionsleder i Toldstyrelsens kontrolenhed i Københavns Lufthavn, i en pressemeddelelse.
Du kan i faktaboksen til denne artikel få et bedre overblik over, hvad du må have med hjem, og hvor meget af det, før du rejser.
Sætter du dig ind i reglerne på forhånd, slipper du for en dyr overraskelse, når du igen er på dansk jord.
Du skal eksempelvis huske, at der gælder forskellige regler for, hvor meget alkohol du må have med hjem, afhængigt af hvor i verden du rejser hen.
- Derfor er det altid en god ide at læse op på toldreglerne, inden man tager afsted på ferie, siger Mette Helmundt i pressemeddelelsen.