Tesla i vild rekord

Resten af året ventes problemer med forsyningskæden hos Tesla, som sluttede 2021 med rekordomsætning

Tesla har sat ny omsætningsrekord
Tesla har sat ny omsætningsrekord
Offentliggjort Sidst opdateret

Det var godt gang i salget hos elbilgiganten Tesla i den sidste del af 2021.

Omsætningen steg til 17,7 milliarder dollar, hvilket ifølge Reuters er rekord for et kvartal.

Det svarer til 116,8 milliarder kroner.

Men selv om salget altså går strålende, er der ikke noget at sige til, hvis manden bag - Elon Musk - sidder med en rynke i panden.

Problemer med forsyningskæde

Den globale forsyningskæde er nemlig forstyrret, og det er også noget, der rammer Tesla. Og det ventes at fortsætte den næste tid.

- Vores fabrikker har kørt under kapacitet i flere kvartaler, i takt med at forsyningskæden er blevet den mest begrænsende faktor, hvilket sandsynligvis vil fortsætte gennem 2022, skriver Tesla i en meddelelse.

Trods udfordringerne lykkedes det alligevel Tesla at aflevere rekordmange elbiler til kunderne.

Både når der ses på fjerde kvartal og på året som helhed.

Sammenlignes der med den samme periode af 2020, har Tesla løftet salget med 65 procent i fjerde kvartal 2021.

Tesla Inc.

Tesla, Inc., som tidligere hed Tesla Motors, Inc.er en amerikansk elbil- og batteriproducent grundlagt i 2003 og opkaldt efter Nikola Tesla.

Salget af elbiler startede i 2008 med Tesla Roadster som skabte international opmærksomhed, da det var den første elsportsvogn på markedet.

Virksomheden blev grundlagt af Martin Eberhard, Marc Tarpenning, JB Straubel og Ian Wright.

De stødte på Elon Musk, da de var ude og søge økonomisk støtte til deres projekt.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS