Dyne-Larsen: Ud med grådige golfstjerner
Dynekongen Lars Larsen, der har fået European Tour til Himmerland, vil ikke betale stjerner for at komme.
Alle de største danske golfspillere er med i Himmerland i denne uge, men mange af de udenlandske stjerner er fraværende.
Dynekongen Lars Larsen, der har investeret mange millioner kroner i at få European Tour tilbage til Danmark, byder de internationale stjerner velkommen, men han vil helst ikke betale dem penge for at møde op.
– Jeg mener, at det ødelægger hele Touren med alle de Appearance Money.
– I gamle dage var der fem turneringer i Spanien, fem i Tyskland og fem i Frankrig og England.
– Nu er der én i hvert land, fordi man ikke kan skrabe alle de sponsorpenge sammen, når der skal samles 20-30 millioner kroner ekstra ind for at få to-tre af kendisserne med, siger Lars Larsen.
Rigmanden har vendt sine synspunkter med Danmarks bedste spiller, Thomas Bjørn, der er formand for European Tours turneringsudvalg.
– Jeg ved, at Thomas Bjørn er fuldstændig enig med mig.
– Han har fået gennemført, at man skal møde op til minimum en turnering i sit hjemland, og det betyder, at de største engelske spillere skal til England.
– Det er et godt tiltag. Så kan spillerne ikke bare gå efter pengene.
– Jeg vil håbe, at man kommer videre i den retning. Der er i dag huller i kalenderen, og man kan spørge sig selv, hvorfor der er det, siger Lars Larsen.
Jysk-ejeren er godt tilfreds med det felt, der stiller op i Made in Denmark, selv om antallet af udenlandske profiler er få.
– Jeg vil hellere undvære nogle af de helt store stjerner. Jeg har gode store stjerner i Thomas Bjørn, Thorbjørn Olesen og de andre. Dem kan jeg sagtens leve med. Så må de andre komme senere, siger Lars Larsen.
Made in Denmark er den første European Tour-turnering på dansk grund i 11 år efter Nordic Open, der blev spillet i Nordsjælland og gik konkurs kort efter.
Præmiesummen i Himmerland er på 1,5 millioner euro, svarende til 11 millioner kroner. Vinderen får 250.000 euro (1.860.000 kroner).
/ritzau/