Sådan måler du dit elforbrug
Du kan blandt andet bruge din smartphone
De fleste danskere er nok klar over de stigende priser på elmarkedet.
Men hvordan er det nu lige, at man løbende kan holde øje med, hvor meget strøm man bruger i hverdagen?
Videnscentret Bolius har lavet en guide med gode tips til, hvordan du bedst kan følge med i dit elforbrug.
Tjek elmåleren på nettet
Det første tip er at tjekke sin fjernaflæste måler på internettet.
Du skal altså ikke længere ud og tjekke måleren konstant, som det var i gamle dage. I stedet er din måler forbundet til elselskabet og sender data direkte til selskabet.
Et godt råd er derfor hele tiden at gå ind på dit elselskabs hjemmeside og log derefter ind på din selvbetjening.
Hvis du skulle være i tvivl, måles dit elforbrug i kilowatt (kWh).
Tjek dit standby-forbrug
Næste tip går på at tjekke sit standby-forbrug - altså, hvor meget strøm du bruger, når du eksempelvis har slukket for tv'et på fjernbetjeningen, men ikke har slukket på stikkontakten.
Her anbefales det, at du går efter de energieffektive apparater, og igen henvises der også til at tjekke dit elselskabs hjemmeside.
Overvåg forbrug med app
Ja, den er god nok. Du kan overvåge dit strømforbrug med en app.
De fleste elselskaber har nemlig en app tilknyttet, som findes til både iPhone og Android.
Det gælder blandt andet selskaber som SEAS-NVE, Ørsted og EnergiFyn.
Her skal du blot logge ind på din selvbetjening, og så kan du følge dit elforbrug uanset, om du sidder på terrassen eller i toget.
Brug en energimåler
Sidst, men ikke mindst, kan du bruge en energimåler til at måle, hvor meget strøm dine elektroniske apparater bruger.
Her er det dog vigtigt, at du løbende tjekker, om din energimåler stemmer overens med det faktiske forbrug for hvert apparat. Er du i tvivl, om det passer, kan du altid kontakte dit elselskab.
Energimåleren kan også bruges til at finde ud af, hvad det koster dig at have dine apparater stående på standby.
Du kan nemlig indtaste den pris, du betaler for en kilowatt-time. Herefter regner energimåleren ud, hvor meget du skal betale årligt i tilfælde af standby.