Nu begynder snevejret: 30 cm sne på vej
Fredag begynder snevejret, der frem til og med søndag kan give op til 30 cm sne til dem, der bliver hårdest ramt.
Det har indtil nu kun været de seneste dages kulde, der får os til at føle, at det rigtig er vinter. Men nu skifter vejret markant – og det begynder allerede i dag, fredag.
Det oplyser vagtchef Klaus Larsen, Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.
– Hvis vi ser hen over de kommende dage – frem til og med weekenden – så kan vinteren have fået rigtig tag i Danmark med op til 30 cm sne, isslag og snefygning, siger Klaus Larsen.
Sneen begynder at dale kraftigt allerede fredag eftermiddag.
– Fredag begynder fredeligt. De første snedrys kommer ud på formiddagen. I eftermiddag vil vi få mere sammenhængende sne til den vestlige del af landet. Det breder sig i løbet af eftermiddagen og aftenen mod øst og rammer nok Bornholm ud på natten, siger Klaus Larsen.
Isslag
I de sydlige og vestlige dele af landet drejer vinden i vest inden lørdag morgen. Det betyder at temperaturen stiger til omkring 4 graders varme og det kan blive ret farligt.
– Situationen kan i et par timer blive ret giftig, da vejrskiftet kan give isslag. De nordlige og østlige dele af landet får en lørdag morgen med frost og fortsat sne, siger Klaus Larsen, der forventer at fredagens og lørdagens snevejr vil efterlade omkring 15 cm sne i de nordlige og østlige egne. Mod vest og syd kan sneen risikere næsten at regne helt væk.
Mere sne på vej
Men sneen er langt fra slut med at falde over Danmark.
Prognosen for søndag siger nemlig, at der kan komme yderligere 15 cm sne.
– Det er stadig lidt usikkert hvilken bane et nyt frontsystem søndag tager ind over Danmark. Men vi kan igen få 15 cm sne, så der nogle steder faktisk kan ligge op til omkring 30 cm sne efter weekendens snevejr.
Og dermed stopper det ikke med at drysse ned fra oven.
– Mandag og tirsdag i den kommende uge kan der stadig falde en del sne. Det ser ud til, at det er en rigtig kold periode, vi er på vej ind i, siger Klaus Larsen.
Se prognosen for de kommende dage i galleriet her over artiklen – og se hvornår du skal skovle sne