Nu får Birgitte psykologhjælp
Hun brændte over 20.000 kroner af på Candy Crush, som var et frirum fra depressionen
Daniel og Birgitte, som medvirker i aftenens afsnit af 'Luksusfælden', er blevet bedre til at tale om deres økonomi.
- Det har ikke lige været vores spidskompetence at tale sammen om det. Når jeg betaler 10.000 kroner til Birgitte, så regner jeg med, at de går til det, de skal, fortæller 38-årige Daniel til Newsbreak.dk.
Før havde parret, som kommer fra Vejle, ikke en fælleskonto, men det har de nu. Så Daniel kan følge med i, om regningerne bliver betalt, hvis han vil - men det gør han dog ikke.
- Jeg har tiltro til, at det, der skal betales, bliver betalt. Jeg stoler på hende, siger han.
Parret har fået bedre styr på økonomien. De overholder budgettet og har fået solgt mange af deres ting. Blandt andet er de kommet af med nogle af Birgittes famøse køkkenmaskiner, som hun havde mere end rigeligt af.
Stadig plaget af depression
Daniel blev chokeret, da han fandt ud af, at Birgitte har brændt over 20.000 kroner af på mobilspillet Candy Crush.
- Det ville hvem som helst blive, bemærker han.
Spillet har været et frirum for Birgitte, som har været plaget af en depression, siden parrets datter Ellen kom til verden for fem år siden
Depressionen fylder stadig meget i parrets liv.
- Det ville jeg ikke ønske for min værste fjende. Det er en træls del af hverdagen. Men vi er en enhed, siger Daniel og fortsætter:
- Hun har fået bevilliget noget psykologhjælp. Jeg håber, at det kan hjælpe hende.
Gæld barberet ned
Daniel og Birgitte havde en gæld på over 220.000, da de medvirkede i 'Luksusfælden'.
Men Daniel er lykkedes med at få sin del af gælden på 140.000 kroner barberet ned til 100.000.
Først kunne det ikke lade sig gøre for parret at blive gældfrie om 3,5 år, fordi de fortrød deres aftale med eksperterne om at sælge bilen. Men eftersom Daniel har fået et ekstra job, har det faktisk vist sig alligevel at være muligt.
- Den tidshorisont er til at arbejde med, lyder det.