Luksus-Salim bryder ud i tårer
23-årige Salim bliver rørt, da han i Luksusfælden åbner op om sin barske barndom. Men alle de negative reaktioner på programmet får ham ikke til at græde - snarere grine
- Jeg er pisseligeglad med alt det negative, som folk skriver. Jeg griner bare af det, fortæller Salim til Newsbreak.dk og fortsætter:
- For nogle år tilbage ville jeg være blevet ked af det og gået i panik. Men jeg har gået til psykolog og fået redskaber til at håndtere sådanne situationer.
I aftenenes program af Luksusfælden følger man 23-årige Salim. Han har en indtægt på 7.300 kroner, men han spenderer det dobbelte på mad og luksus, blandt andet make-up, og har rejst for 16.300 kroner.
"Fiks" fidus og telefoner for 65.000 kroner
Salim har gjort brug af en "fiks" fidus, når han skulle skaffe lette penge til at finansiere sit overforbrug.
Han har købt nye telefoner på afbetaling, som han så har solgt videre.
"Jeg ville have det mere skidt med at skylde familie og venner penge end kreditorerne," forklarer Salim i programmet.
I alt har han brændt 65.000 kroner af på telefoner. Men til sidst gik den ikke længere. Salim havnede nemlig i RKI.
Salim er også blevet snuppet i at rejse med tog som blind passager - altså uden at have billet - og har fået bøder. Og da han ikke betalte sin elregning, blev der slukket for strømmen i hans lejlighed
Hverdag fyldt med glæde
Men nu er forbrugsfesten slut. Det var en øjenåbner for Salim at medvirke i Luksusfælden. Og den dag i dag har han styr på sin økonomi.
- Det går rigtig godt i dag. Min hverdag er fyldt med glæde. Jeg har lært det på den hårde måde. Der blev lagt et godt budget. Og så har jeg fået job, hvilket betyder, at jeg har en meget højere indtægt, fortæller han.
Ramt af kræft som barn
Salim havde kræft som barn og fik kemo i et års tid. I programmet åbner Salim op om den barske barndom. Han viser en sårbar side og fælder tårer.
- Det var da mærkeligt og grænseoverskridende. Jeg havde det stramt med det i starten, for der var mange mennesker bag kameraet. Men det var en fin oplevelse, og jeg følte mig tryg, siger han.
Forkælelse som trøst
Når Salim havde brug for trøst som lille, blev han forkælet af sine forældre. Og som voksen har han forkælet sig selv uden at tænke over konsekvenserne.
Og det er et problem, påpeger ekspert Kenneth Hansen i programmet.
"Du kan have et lige så godt liv, selv om du ikke tager fra alle slikhylder. Du er god nok, som du er. Du har ikke brug for alt det der."
Generelt føler Salim, at han blev godt behandlet under optagelserne.
- Eksperterne er sødere i virkeligheden. Programmet er meget opstillet. Det er skuespil, lyder det.