Danskerne: Paris er Europas mest romantiske storby

Hver tredje dansker peger på den franske hovedstad for mest romantisk. Foto: Colourbox.com (Modelfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Hver tredje dansker peger på den franske hovedstad for mest romantisk.

Efteråret er over os, og årstidens faldende temperaturer og de smukke changerende farver på trækronerne langs fortovene gør tiden efter sommeren til et oplagt tidspunkt at tage på storbyferie. Og er man i år på udkig efter en romantisk én af slagsen, er der mange danskere, som har deres klare favorit.

Således mener hver tredje dansker (34 pct.), at Paris er blandt Europas mest romantiske storbyer. Det viser en ny undersøgelse foretaget af hoteleksperten Hotels.com blandt 1.500 danskere.

Er man ikke helt til det franske, eller har man besøgt Paris før, så skal man måske kigge nærmere på Italien, der også emmer af romantik. Italien har nemlig hele to storbyer med på top 5-listen over Europas mest romantiske storbyer. Således deler Rom og Venedig listens andenplads (17 pct.) efterfulgt af Barcelona og Prag med hver 8 pct.

Det koster et romantisk ophold

Har man planer om at aflægge en af de mest romantiske byer i Europa en visit, skal man regne med at have den store pengepung frem – i hvert fald i fire af byerne. En hotelovernatning i Paris kostede i 1. halvår af 2014 gennemsnitligt 1.069 kr., men til gengæld får man muligheden for bl.a. at opleve en fantastisk udsigt fra Eiffeltårnet, spise guddommelige crepes i Versailles og hænge ud ved broen Pont Neuf sammen med byens elegante franskmænd.

En hotelovernatning i Venedig kostede omtrent det samme som i Paris (1.145 kr.), imens gennemsnitsprisen for en enkelt overnatning i årets 1. halvår i Rom lød på 949 kr. og 914 kr. i Barcelona. Er man både på udkig efter romantik og mere prisvenlige hoteller, er det Prag, man skal kaste sin kærlighed på. Foruden sin placering som Europas fjerde mest romantiske storby (8 pct.), kunne byen i gennemsnit tilbyde hoteller til 635 kr. per overnatning i 1. halvår 2014.

Powered by Labrador CMS