Kaldt tilbage: Kan kvæle børn
Flere butikker trækker nu babynests tilbage, da de kan være livsfarlige
Fem babynest, der er en særlig pude til babyer, tilbagekaldes, fordi der ved forkert brug af puden kan være risiko for kvælning.
Det oplyser selskabet Contrast Company i en pressemeddelelse.
Det er, hvis ikke barnet holdes under konstant opsyn, at der er risici forbundet med at bruge puden.
Lille seng
En babynest bruges særligt som pude eller lille seng til nyfødte og helt små børn.
Produkterne er fra mærkerne Salling ØKO samt PetitLux.
De er blevet solgt i butikkerne Bilka, Føtex, Ønskebørn og på hjemmesiderne foetex.dk, bilka.dk og br.dk.
De tilbagekaldte produkter er i farverne råhvid med print, bordeaux og navy.
Kan hæmme vejrtrækningen
Ifølge selskabet er der lange snore i den ene ende. Dem kan et barn under uheldige omstændigheder vikle sig ind i og blive kvalt af.
Derudover er der mellem madrassen og siderne en revne, som kan udgøre en risiko for, at barnets vejrtrækning bliver hæmmet, hvis barnet ruller om på siden med mund og næse placeret i revnen. Det skriver selskabet.
Skal returneres
Det er fem forskellige ordrenumre, der tilbagekaldes.
Forbrugere, der har købt en af de modeller, kan vælge at returnere babynesten til den forhandler, hvor den er købt. Man kan også vælge at kassere den.
De fem ordrenumre er 55475, 54145, 54150, 54144 og 54151.
Ordrenummeret kan findes ved lynlåsen i madrassen.