Kæledyrskamp: Her er vinderen
Kampen om at blive danskernes foretrukne kæledyr står mellem hunden og katten
Hunde og katte er begge populære kæledyr. Men hunden slår altså katten med længder.
20 procent af de danske familier, det vil sige 617.935, har en hund, imens kun 14 procent, hvilket svarer til 426.592, har en kat. Det viser ny forskning fra Københavns Universitet.
Hunden tager altså en klar sejr i kæledyrskampen.
For 20 år siden vandt katten ellers frem på bekostning af hunden.
Danmarks Statistik fremlagde resultaterne af en undersøgelse af danskernes hold af kæledyr under overskriften 'Hunden er menneskets bedste ven, men der er flere katte end hunde'.
Men det har ændret sig gevaldigt de seneste årtier.
I sandhed menneskets bedste ven
Og forskningen viser også, at hunden ligger på en førsteplads, når det kommer til kæledyrets betydning for ejerne.
”Sammenlignet med de andre dyr, inklusive katten, er det klart hunden, som folk knytter sig mest til. Blandt de respondenter, der havde både hund og kat, og som udtrykte, at deres kæledyr betød noget for dem personligt, var det 78%, som sagde, at hunden betød mest for dem, mens det kun var 11%, som sagde, at det var katten,” forklarer professor Peter Sandøe, som har ledet arbejdet med undersøgelsen.
Også hvad angår dyrlægeregninger, vinder hunden stort. 45 procent af hundeejerne ville nemlig betale 5000 kroner eller mere for behandling af deres hund, imens det samme kun gælder for 23 procent af katteejerne.
Ind på en tredjeplads på listen over danskernes yndlingskæledyr kommer fisk.