Frygtet dyre-sygdom fundet i Hovedstadsområdet

Kan dø inden for 48 timer, efter symptomerne har vist sig

(Arkivfoto).
(Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV 2 LORRY

Det begyndte i Albertslund for ganske få uger siden.

Men nu har en yderst smitsom kaninpest spredt sig til flere dele af Hovedstadsområdet. Og det får Kaninværnet til råbe vagt i gevær.

- Kaninpest er en yderst smitsom og dødelig virus, hvis din kanin ikke er vaccineret. For et par uger siden fik vi at vide, at flere kaniner var døde af kaninpest i Albertslund, og siden har det spredt sig til andre dele af København, hvor der også er mistanke om kaninpest, siger Ditte Rich Stærk, der er sundhedsfaglig koordinator i Kaninværnet, til TV2 Lorry.

I akutte tilfælde kan kaninen dø inden for 48 timer, efter symptomerne har vist sig. Mange kaniner dør inden for en til to uger.

Derfor skal man som kaninejer være særligt opmærksom på symptomer, som typisk er hævelser omkring øjnene og i ansigtet, inden kaninpesten vil ramme de øvre luftveje.

- Der findes ingen behandling mod kaninpest. Derfor opfordrer vi alle til at få vaccineret deres kaniner mod kaninpest. En vaccine virker i 12 måneder, fortæller Ditte Rich Stærk.

Smitte kan overføres af insekter

Kaninpest er nemlig yderst smitsom, og selvom du ikke er i umiddelbar kontakt med andre, der har en kanin, kan dit kæledyr alligevel blive smittet.

- Kaninpest smitter både ved direkte kontakt, men de fleste kaniner bliver faktisk smittet ved, at insekter og myg bærer rundt på virus og smitter kaninerne, siger Ditte Rich Stærk til TV 2 Lorry.

Ekstrem hårdfør

Og virussen er ekstremt hårdfør. På den måde kan den faktisk overleve i insekter og overflader i op til 100 dage.

Til gengæld smitter kaninpest ikke til andre dyrearter eller til os mennesker.

Har du mistanke om, at din kanin har kaninpest, skal du kontakte dyrlæge med det samme. Du bør også orientere dine naboer, der har kaniner, så de er opmærksom på risikoen for smitte.

Symptomer på kaninpest

De typiske symptomer er:

- Øjenbetændelse, der kan efterfølges af mælkehvide forandringer i øjet

- Feber

- Sløvhed og manglende appetit

Kilde: Kaninværnet
Powered by Labrador CMS