El-selskab politianmeldt
Det kan være på grænsen til bedrageri
Forbrugerombudsmanden politianmelder elselskabet Go Strøm for uønsket telefonsalg og vildledning af forbrugere.
Det oplyser Forbrugerombundsmanden i en pressemeddelelse.
Go Strøm bliver politianmeldt for at have ringet til 59 forbrugere i perioden fra juni 2021 til september 2021 uden forudgående samtykke fra forbrugerne og for at have vildledt 50 af forbrugerne under telefonsamtalerne.
Forbrugerombudsmanden vurderer, at Go Strøm har vildledt forbrugerne under telefonsamtalerne ved blandt andet at:
... give forbrugerne det indtryk, at Go Strøm ringede fra, på vegne af eller i samarbejde med forbrugerens nuværende elselskab,
... oplyse forbrugerne om, at de skulle have penge tilbage, eller at de skulle skifte elaftale, selvom det ikke var tilfældet,
... tilmelde forbrugerne en elaftale fra Go Strøm uden forbrugernes viden, hvis forbrugerne oplyste CPR-nr. og kontooplysninger, for eksempel fordi forbrugerne troede, de skulle have penge tilbage eller kunne opnå en rabat ved forbrugernes nuværende elselskab,
... give urigtige oplysninger om, hvor mange penge forbrugerne kunne spare ved at skifte til Go Strøm.
Klage lige efter oprettelse
Go Strøm blev oprettet som selskab i april 2021. Allerede den 23. juni 2021 modtog Forbrugerombudsmanden den første klage over Go Strøms telefonsalg. På blot tre måneder har 59 forbrugere klaget over Go Strøms telefonsalg.
- Vi får desværre fortsat mange klager over enkelte elselskaber. Telefonsælgerne bruger ofte de samme fremgangsmåder, når de ringer til forbrugerne. Blandt andet lader telefonsælgerne som om, at de ringer fra forbrugerens nuværende elselskab og beder forbrugerne om at oplyse CPR-nr. og kontooplysninger under det påskud, at forbrugerne for eksempel skal have penge tilbage eller flyttes til en anden aftale. Men forbrugerne tilmeldes i stedet en elaftale fra et andet elselskab. Der er efter vores vurdering tale om så grov og for nogle af selskaberne også systematisk vildledning af forbrugerne, at det kan være bedrageri, hvis forbrugerne lider et økonomisk tab ved at blive overført til et andet elselskab, siger Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.
Flere klager
Efter politianmeldelsen af Go Strøm modtager Forbrugerombudsmanden fortsat klager over Go Strøms telefonsalg.
Hvis forbrugerne ikke har givet samtykke til opkaldene, er forbrugerne ikke bundet af eventuelle aftaler. Hvis forbrugerne er blevet vildledt under telefonsamtalerne, kan aftalerne tilsidesættes som ugyldige.
- Det er vigtigt, at forbrugerne er klar over, at de ikke er bundet af en elaftale, hvis de ikke har givet samtykke til opkaldet. De er naturligvis heller ikke bundet til aftalen, hvis de er blevet vildledt til at indgå den, siger Christina Toftegaard Nielsen.
Newsbreak.dk forsøger at få en kommentar fra Go Strøm.