El og stikkontakter: Hvad må du selv?
Gode råd til, hvad du selv må gøre, når det gælder el
Sidder stikkontakten løst, står dit nye køleskab og venter på at blive tilsluttet, eller mangler der at blive hængt loftslamper op i stuen, er en elektriker guld værd.
Men hvad gør du, hvis elektrikeren ikke har tid i den nærmeste fremtid?
En mulighed er selv at trække i arbejdstøjet.
For selv om du måske er blevet rådet til at holde dig fra elektricitet, så må du faktisk selv gøre en del, forklarer inspektør Steen Søgaard fra Sikkerhedsstyrelsen.
- Groft sagt må du udskifte alt det, du kan se. Det vil sige alt det, der ikke er skjult i vægge og lofter, siger han.
Men inden du finder skruetrækker, bidetang og polsøger frem, kan du med fordel spørge dig selv, om du har færdighederne til at arbejde med el.
- Får du ikke monteret lederne korrekt, og bruger du ikke de rigtige kabler i de rette dimensioner, så kan det i værste fald medføre brand, forklarer Steen Søgaard.
Hos fagforeningen Dansk El-Forbund har de også set et væld af uhensigtsmæssige elinstallationer i folks boliger gennem årene.
- Vi ser nogle gange, at kablerne simpelthen er for små i diameteren, i forhold til den mængde strøm de skal lede. Det gør dem alt for varme og kan i værste fald medføre brand, siger næstformand Jens-Olav Pedersen.
Føler du dig tryg ved at arbejde med el, er der dog intet til hinder for at skifte en stikkontakt, montere en lampe eller tilslutte et køleskab, hvis det kan sluttes til en stikkontakt.
Undgå stød
Og vil du undgå at få stød, skal du huske at slukke for strømmen.
Det lyder måske banalt, men det er vigtigt at indarbejde nogle gode rutiner, når du har med elektricitet at gøre.
- Er du i tvivl om, hvorvidt der er spænding i en ledning, efter du har afbrudt relæet for den pågældende sikringsgruppe, så tjek med en polsøger, siger Steen Søgaard fra Sikkerhedsstyrelsen og fortsætter.
- Er du stadig i tvivl, så sluk for al strømmen på din eltavle. Der bliver mørkt omkring dig, men til gengæld er du sikker på, at strømmen er afbrudt.
Brug samme kabler
Giver du dig i kast med at udskifte en stikkontakt, så skal den udskiftes én til én.
Det betyder, at du skal bruge de samme kabler og ikke må ændre på placeringen af kontakten.
- Det er en god idé at tage et par billeder af den gamle kontakt, inden du afmonterer den helt. Så er du nemlig sikker på, hvor ledningerne skal monteres i den nye kontakt, siger Steen Søgaard.
Og netop monteringen af lederne i kontakter og lampeudtag er vigtig, når du arbejder med el.
- Du skal spænde dem godt fast, men uden at overspænde. Det er altafgørende, at strømførende kabler er fikseret, så de ikke kan vriste sig løs og skabe kortslutninger.