DMI: Regn og blæst i sigte
Weekenden byder på sommervejr - men desværre af den typisk danske slags
Det er om at nyde det gode vejr så længe det varer. For den kommende weekend ser ikke ud til at byde på meget af slagsen, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
Weekenden vil derimod byde på typisk dansk sommervejr – af den våde og kølige slags, fortæller vagthavende meteorolog hos DMI, Dan Nilsvall:
– Det ser ikke ud til, at vi får flere fantastiske dage. Lavtryk og svage regnområder passerer, med korte opklaringer og perioder med sol. Men skyerne vil dominere, siger Dan Nilsvall.
Weekendens temperaturer vil blive mellem 18 og 22 grader i dagstimerne – hvis vi er heldige, pointerer Dan Nilsvall.
Blæsende weekend
Det skiftende vejr vil være en konstant faktor gennem weekenden, men lørdag skiller sig en smule ud – og ikke nødvendigvis på den gode måde, siger DMIs vagthavende meteorolog Dan Nilsvall:
– Det ser ud som om lørdag kan blive blæsende med stedvis op til hård vind ved kysterne, siger Dan Nilsvall.
Natten til søndag passerer en koldfront landet fra nordvest, og den vil give regn. Men ifølge Dan Nilsvall skal vi ikke frygte de kraftige byger, landet har været ramt af på det seneste.
For så længe vinden kommer fra vestlige retninger, ser det ikke ud til, at de skybrudsagtige tilstande vender tilbage lige foreløbigt:
– Det ser ud til, at sommeren tager en lille pause – men der er ikke udsigter til, at det bliver voldsomt, siger Dan Nilsvall.