Costa får drømmestart på Stamford Bridge

Diego Costa er fra begyndelsen skarp i Chelsea-trøjen. Foto: Andrew Matthews/AP
Offentliggjort Sidst opdateret

Med to tidlige mål mod Real Sociedad sørgede Diego Costa for, at Chelsea fik en god optakt til Premier League.

Spanieren Diego Costa blev en af sommerens mest interessante handler, da han skiftede fra Atlético Madrid til Chelsea.

Allerede inden sæsonen reelt er begyndt, ligner han en gevinst for London-klubben.

For få dage siden scorede han et fremragende solomål i en testkamp mod Fenerbahce. Tirsdag fulgte han op med to nye mål, da Chelsea slog Real Sociedad 2-0 ligeledes i en testkamp.

Diego Costa skulle blot bruge syv minutter, inden han havde scoret to gange hjemme på Stamford Bridge.

Inden det første minut var afviklet, scorede han i fri position fra en lidt spids vinkel. Seks minutter senere satte han foden på en ripost efter et stolpeskud.

På mandag skal Chelsea spille sin premierekamp i Premier League ude mod Burnley.

Allerede lørdag tager Manchester United hul på den nye sæson hjemme mod Swansea.

Tirsdag testede også United formen forud for sæsonen hjemme på Old Trafford. Her sejrede Louis van Gaals tropper 2-1 på mål af Darren Fletcher og Marouane Fellaini.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS