20 madvarer der er gift for din hund

Der findes en række madvarer, du aldrig må give din hund

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan være svært at sige nej til en tiggende hund, der gerne vil have en godbid af den mad, du spiser.

Som ejer kan det dog være yderst nødvendigt, at du formår at stå fast, for der findes flere madvarer, som kan være decideret farligt for din hund – også selvom det måske kan virke overraskende.

Det har adfærdskonsulent Dansk Kennel Klub, Lise Lotte Christensen tidligere forklaret Ritzau Fokus.

– Vi ser ofte, at hundeejere bliver overrasket over, hvad deres hund ikke kan tåle, siger Lise Lotte Christensen.

– Hunden viser jo interesse for vores mad. Den vil meget gerne smage, for den ved ikke, det er giftigt for den. Det kan hunden altså ikke selv administrere, siger hun.

Det amerikanske magasin, Family Handyman, har således udpeget de 20 mest giftige madvarer for hunde, og som du derfor aldrig må give til din firbenede ven.

Stoffer er giftige og skadelige

Og det er særdeles vigtigt at vide, hvad hunden kan og især ikke kan tåle.

Flere madvarer indeholder nemlig stoffer, der er decideret giftige og ekstremt skadelige for hunde, og som kan medføre indre blødninger og i værste fald være livsfarlige for dit kæledyr, skriver Ritzau Fokus.

– Vi oplever især, at folk kommer ind med hunde, som er blevet syge efter at have spist chokolade. Det er den primære kilde til forgiftning, siger Thea Kamstrup, der er dyrelæge hos Herlev Dyreklinik, til Ritzau Fokus.

– Og risikoen for forgiftning er størst hos de mindre hunde, der ikke har så mange kilo at stå igen med, hvis de kommer til at spise noget giftigt. Der er forskel på, om det er en stor hund eller en lille chihuahua, der har spist en plade chokolade, forklarer Thea Kamstrup.

Giftige madvarer for hunde

  • Hunde må godt få chips og anden salt mad i meget små mængder – men man bør være påpasselig, da overdrevent saltindtag kan give problemer med fordøjelsen.
  • Hvor katte som bekendt sagtens kan tåle mælk, forholder det sig anderledes med hunde, som kan få fordøjelsesbesvær, hvis de får mælkeprodukter.
  • Hunde kan også få salmonella, så man bør være påpasselig med at give sin hund rå æg.
  • Rabarberplanter indeholder stoffer, der kan give din hund forgiftning. Sørg derfor for, at din hund ikke har adgang til rabarberplanter i din have.
  • Æblekerner, kirsebærsten, abrikossten og blommesten indeholder cyanid, som er giftigt for hunde.
  • Citrusfrugter kan være meget rige på sukker, så især hvis din hund har diabetes, bør du være forsigtig med at give dem for eksempel appelsin eller mandarin.
  • Alkohol: Hunde må ikke få alkohol – heller ikke en lille slurk øl. Hunden kan blive forgiftet og ende i koma eller endda dø.
  • Avocado: Indeholder stoffet persin, som er meget giftigt for hunde. Det kan både resultere i opkast og diarré, men også give mere alvorlige reaktioner.
  • Ben fra kylling: Kyllingeben kan være farlige, fordi de kan give brække i stykker, der kan give skader i hundens fordøjelsessystem eller forstoppelse. Dette gælder især kogte ben – også kogte ben fra svin, okse og lam.
  • Slik – sødestoffet xylitol, som også findes i tyggegummi - er giftigt for hunde.
  • Mørk chokolade: Hunde kan ikke tåle chokolade, og jo højere indhold af kakao, des giftigere er det. Kan give opkast, diarré og påvirke nervesystemet.
  • Meget fedtholdig mad: Hunde kan ikke tåle at få for eksempel fedtafskæringer fra kød. For meget fedt kan give bugspytkirtelbetændelse.
  • Rosiner og vindruer – kan være giftige for hundens nyrer.
  • Nødder – kan i større mængder være decideret livsfarlige for hunde. Især Macadamianødder er giftige.
  • Svampe: Kan påvirke forskellige kropssystemer, hvilket kan resultere chok og endda døden.
  • Løg: Både spise- og blomsterløg er giftige for hunde. Derfor må hunde for eksempel ikke få frikadeller med løg i.
  • Tomat og tomatplanter: Hunde kan ikke tåle tomat.
  • Gærdej: Kan øge mængden af tarmluft i fordøjelsessystemet, hvilket kan medføre smerter og endda skader på maven eller tarmene.
  • Kaffe: Kaffe – både kaffegrums og koffeinholdige drikke kan være skadelige for din hund.
  • Hunde kan blive forgiftede, hvis de indtager hash – også selvom det er gennem en kage.
Powered by Labrador CMS