Forbrug

Første date i 100 år? Sådan får du succes

Er du rusten i forførelsens kunst, bør du først og fremmest være kærlig over for dig selv, lyder rådet fra to terapeuter.

Du ønsker at møde en, der får sommerfuglene til at flakse i dit indre. Men måske er det flere år siden, du sidst prøvede kræfter med kærligheden, og du ved ikke helt, hvordan du skal bære dig ad.

Det er der dog råd for, forsikrer to terapeuter, der begge arbejder med singleterapi.

1) Date dig selv

Inden du kaster dig ud i at mødes med dit match fra datingappen eller din søde sidekammerat fra keramikkurset, bør du kaste et ømt blik på den, du ser i spejlet.

– Det allervigtigste er at få styr på sig selv først, siger parterapeut Iben Bruun Nielsen, der har egen klinik i København.

– Ellers ender det tit med, at man hopper over i den anden person og prøver at blive det, som vedkommende ønsker sig, uddyber hun.

Samme toner kommer fra Anne Kjelstrup, som arbejder som selvstændig parterapeut og sexolog og driver en klinik i Horsens.

– Hvis du ikke tror på dig selv, så har andre også svært ved at tro på dig, siger hun.

Et godt sted at starte er at lave øvelser, hvor du forbinder dig med din krop, lyder det fra Iben Bruun Nielsen.

– Træk vejret, og prøv at slippe tankerne. Vær, mærk, sans. Gør alt det modsatte af at tænke. Dernæst kan det være godt at få skrevet nogle ting ned til dig selv om, hvad du ønsker af den her oplevelse, siger hun.

2) Drop lange skriverier.

Du bør også formulere, hvad du ønsker at give. Det kan du passende skrive i din profiltekst, hvis du laver sådan en på et digitalt datingmødested, mener Anne Kjelstrup.

– Mange fokuserer udelukkende på, hvad de vil have. Men på den måde udelukker du nemt en masse skønne mennesker på grund af nogle småting, siger hun.

Begynder du at kommunikere digitalt med en mulig date, skal du så vidt muligt begrænse skriverierne frem og tilbage. For du kommer til at tolke for meget på den anden, når samtalen foregår på skrift, siger Anne Kjelstrup.

– Skriv så få dage som muligt, og tag allerhelst et video-opkald, inden I beslutter jer for at mødes. På den måde kan du nemmere fornemme, om der er kemi, fortæller hun.

3) Sig det, som det er.

På selve daten kommer du længst med ærlighed. Især hvis du er ængstelig.

– Fortæl personen, at det faktisk er lang tid siden, at du har været på date, og at du er urolig indeni, lyder rådet fra Iben Bruun Nielsen.

Ifølge hende er det også helt i orden at have forberedt nogle spørgsmål hjemmefra, så du har noget at holde dig til, hvis nerverne sætter ind.

– Det er okay at læse op fra dem. Du skal ikke være bange for at vise den anden, at du er nervøs.

Anne Kjelstrup foreslår, at du finder på nogle emner, der ikke handler om hverdag og hobbyer.

– Det kunne være spørgsmål som: “Hvad er det skøreste, du nogensinde har gjort?” eller “Hvad er den dejligste oplevelse, du nogensinde har haft?”.

Prøv samtidig at fokusere på, at den første date ikke behøver at være mere end det.

– I starten er det vigtigt at forsøge at se det som noget, der skal være sjovt, noget nyt, og noget, du bare prøver, siger Iben Bruun Nielsen.

/ritzau fokus/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker