Kriminal

Fodgænger blev påkørt: Dansk bandemedlem anholdt i Tyskland

En mand, der var efterlyst i forbindelse med en påkørsel af en fodgænger i København, er anholdt i Tyskland.

Et bandemedlem, der er mistænkt for at have påkørt en tilfældig fodgænger under en biljagt i København, er blevet anholdt i Tyskland.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse onsdag.

Der er tale om en 28-årig mand, der tirsdag blev pågrebet af tysk politi i lufthavnen i Hamborg.

– Vi havde indikationer på, at den 28-årige mistænkte var på vej til at flygte til Tyrkiet via Hamborg, og derfor anmodede vi tysk politi om at bistå med at anholde ham, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass, der er leder af Afdelingen for organiseret kriminalitet i Københavns Politi, i pressemeddelelsen.

Den 28-årige fremstilles efter planen for en dommer i Hamborg onsdag med henblik på varetægtsfængsling og senere udlevering til Danmark.

Porschen, som den 28-årige angiveligt var fører af, kørte fredag den 15. april ind i den tilfældige fodgænger i krydset ved Tagensvej og Jagtvej. Forinden havde Porschen jagtet en anden bil, oplyser politiet, som mener, at biljagten skyldtes et opgør i bandemiljøet.

Ifølge dansk politi er den 28-årige en del af det københavnske bandemiljø.

Fodgængeren kom slemt til skade ved påkørslen og var indledningsvist i livsfare. Personen fik tre brud på ryggen, åbent benbrud samt andre skader. Det kom frem i forbindelse med sigtelsen af to andre mænd, som også skulle have siddet i Porschen under ulykken.

Også de er ifølge politiet en del af bandemiljøet. De to mænd blev varetægtsfængslet i sagen i april.

/ritzau/

Back to top button